138 dage – SÅ RYD DOG OP BARN

Det er utroligt med en 7-årigs hørelse. Den er udviklet på en så underfundig måde, at den kun opfatter det, den 7-årige GIDER at opfatte. Og jeg som først troede man skulle bøvle med den slags, når man havde teenagere. Min datter har fået fri idag, fordi det blev MEGET sent igår.. og lige for…

Read more

137 dage – Jonathans barnedåb

Det lykkes.. Drengen har nu fået et navn. Og et ganske fint eet, hvis jeg må sige det selv. Selve kirkehandlingen gik som den skulle. Præsten var sød – og Jonathan gav ham store øjne og sit herlige smil alt imens han fik vand i hovedet. Bagefter blev en lille Magnus døbt. Kirken var ret…

Read more

136 dage – Har vi noget vi mangler?

Dagen før dagen. Dagen før 38 mennesker dukker op og skal se Jonathan få smidt vand i hovedet. Dagen før at vi skal lave mad til 38 mennesker – serverer det i et lille festlokale – og så iøvrigt hygge os.. Dagen før… Se det betyder, at mens du læser dette, holder Jonathan og hele…

Read more

135 dage – Jonathans grineknap

Jonathan er så lattermild – hvis han altså ikke er i det direkte modsatte humør. Men 8 ud af 10 gange, kan du få drengen til at grine, bare ved at lave en grimasse til ham – eller kilde ham .. eller nusse ham lidt. Og nu er vi officielt begyndt at sælge ud af…

Read more

134 dage – At skrive er at leve

Min datter er begyndt at skrive dagbog. Vi forærede hende en dagbog, midt i al hospitalsvæsnet, vi var igennem – i håb om, at hun havde et håndgribeligt sted at gøre af sine frustrationer. Jeg har fået lov at læse lidt af den.. og det har virket. "Mor er dom" – står der.. eller "Jag…

Read more

133 dage – En præst i hjemmet

Når man skal have barnedåb på søndag var det måske på tide at få mødt præsten. SÅ han kom forbi idag kl. 10:00 Og det var faktisk rigtig hyggeligt – men helt hvorfor vi skulle have mødet gik lidt hen over mit hovedet. Jeg er kristen med forbehold. Jeg forbeholder mig retten til selv at…

Read more

132 dage – Tandfeen.. eller manglen på samme

Vores datter har haft en tandfe. Da hun tabte den første tand, kom tandfeen med en bamsehund. Den hedder nu "tandhunden". Ved den sidste tand var feen mere nærig – der gav den bare 10 kroner. "Jeg ved altså godt, at det er jer, der er tandfeen" forklarede vores datter os ved aftensmaden. "I behøver…

Read more

130 dage – Grød – og hvor det kan ende.

Jonathans første spæde forsøg på skemad blev vist mere en oplevelse for os end for ham. For lige som vi proppede maden i munden på ham, smilede han bredt hvorved al maden væltede ud igen. Derfor har jeg holdt igen med at prøve… men i går skulle det være. Vi lavede en alt for stor…

Read more

129 dage – Nye rytmer og meget små øjne

Jonathan var så god, så god. Han sov igennem. Sov i datid er desværre det rigtige ord.. for pøj hvor er det hårdt at vænne sig til når man først har prøvet hvad det vil sige, at sove godt og dejligt en hel nat – og så blive til et ammetræ igen. Det er tre-fire-fem…

Read more