Indimellem bliver man sat overfor en frygt så stor, at man efterlades måbende, frosset til stedet. Handlingslammet.
Frygten for at miste sit arbejde, sin kæreste, sit liv, som man kender det. Jeg har fået min del af frygt indenfor de sidste par år. Men … jeg har endelig forstået, hvordan jeg kommer videre.
Det lyder så evigt banalt, men at se frygten i øjnene – så smertefuldt som det indimellem er – er den eneste vej forbi frygten.
For hvad betyder det, hvis jeg mister jobbet? Hvad er det værste, der kan ske? Hvordan vil jeg planlægge at imødekomme det værste – skulle det ske? Ved at gentage planen for mig selv – gang efter gang. Ved at fokuserer på, at nok vil konsekvensen være hård, men der er en vej på den anden side – kan jeg komme videre. Og når jeg føler mig tryg i visheden om, at jeg har en brugbar løsning, kan ulykken bare komme an. Jeg er klar.
For sandheden er jo samtidigt, at nok kan man frygte for det værste – men det er sjældent det ALLER værste, der rent faktisk sker. Oftes finder man veje undervejs, der letter turen – også selvom man er klar over, at man står midt i orkanens øje.
Jeg planlægger, hvis det værste skulle ske. Jeg kommer overens med sorgen. Jeg sætter mig ind i tabet. Måske tage tager jeg sorgerne på forhånd.. men det føler jeg ikke. Jeg bearbejder frygten – ikke selve hændelsen, i og med, at den jo ikke er sket endnu. Dermed kan jeg leve resten af mit liv – uden yderligere hensynstage til frygten.
Jeg er ikke bange mere