Allerede to dage efter brylluppet var Jonathan varm. Vi målte ikke hans feber, for han trivedes godt. Han var bare varm. Dagen efter tog vi temperaturen. 38,5 men ud over hans forhøjet temperatur, virkede det ikke som om han iøvrigt var dårlig.
Og så var det vi kom i tanke om vagtlægen for to-tre uger siden. Den aften vi var til vagtlægen, fordi Jonathan var bidt af en tæge. Og at lægen havde fortalt at vi skulle være opmærksomme på 1) En rød ring 2) Feber, vi ikke kunne foreklare, hvor stammede fra.
Nu bredte nervøsiteten sig. Lægen var naturligvis ikke til at få fat på. Men jeg skulle også kun nå at være nervøs i knap to døgn, før jeg igen faldt ned.
Lige så stille kom det snigende, mens jeg sad på arbejdet. Feberen. Uden nogen som helt anden grund eller med andre symptoper. Jeg sad bare der og blev rigtig skidtmads.
Hjem og sove.
Idag er så "dag tre" Jonathan var helt ovenpå på dag tre, men jeg ved ikke helt med mig. Min ryg værker og min hals mærkes som sandpapir. Øv.
I mellemtiden har Jan talt med vuggestuen. Den er god nok. Samtlige unger dernede har haft sig en tur..
Det er altså en underlig ting at ligge og være rigtig godt dårlig – men være lykkelig – fordi det at JEG er dårlig, betyder at min søn IKKE har borrelia.. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.