Vaacum

De sidste måneders tid har været lange. Mit elskede kamera, der altid lige ligger klar og som bliver brugt flittigt, tillod sig at gå død på anden dag på Kos for snart to måneder siden.

Jeg kan slet ikke beskrive den febrilske følelse det var at sidde der med et kamera, der bare ikke ville starte. Der, hvor jeg gerne ville have taget 10.000 billeder.

Men der skulle komme mange andre dage – som dagen hvor vi var i Tivoli. Og dagen, hvor Jonathan og jeg tog endnu en af vores tog-ture. Følelsen af ikke at kunne forevige noget, sad helt i maven.

Det værste var alligevel første skoledag. Gudskelov skulle Mortens søn først starte skole dagen efter, så jeg kunne låne hans.. Men det var jo ikke mit. Det var jo ikke mit elskede spejlrefekskamera.

Igår hentede vi det så hjem. Og det virker. Til et rent 13 tal. Smilene var store, og blitzen lyste lejligheden op helt til sengetid. Der var pludselig tusindende ting, jeg ikke havde fået knipset. 

 

Men når det så er sagt. Og jeg indrømmer, at jeg er fotoman – og elsker at forevige mine børn og alt andet omkring mig, så må jeg også indrømme en helt tredie ting. Når man ikke har kameraets linse at gemme sig bag, er man nødt til at deltage på lige fod med alle andre. Og nok bliver tingene ikke foreviget på et stykke papir.. men de ligger jo alligevel i den indre harddisk – og dermed er de jo forevigt, måske ikke i farver, men som indtryk, følelser og fornemmelser.

Mit kamera giver jeg ikke sådan afkald på – men måske jeg indimellem skulle være bedre til at lægge det i tasken – og lade det blive der en time eller to af gangen, så tingene kan foreviges begge steder – både på papiret – men også på den indre harddisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *