Da jeg var nede og hente Jonathan, var han som altid i det højeste tårn. Da jeg kom frem, kastede han sig frygtløst i mine armen. Og jeg smilede.
Det er hans helt nye dille – at stille sig på et højt højt sted og kaste sig i armene på mig. Er jeg ikke lige til stede kan sand eller puder også erstatte mig.. Men suget i maven, når man kaster sig ud i frit fald er ikke til at tage fejl af.
Tårnudspringer, tænker jeg.. Måske faldskærmsudspring?
Skal man ikke være lidt ældre for at springe i faldskærm…? :O) – men med tiden måske.
Philip er en lille forsigtig fyr, det skal ikke være for vildt, ikke for voldsomt og ikke for højt. Ikke endnu i hvert fald 😉
Knus!