"Han har humor" fortalte de i vuggestuen, da vi var til samtale. Og vi nikkede. Efterfølgende har jeg tænkt over, det bemærkelsesværdige i dette udsagn. For det er rigtigt. Jonathan laver grin med os – Jonathan gør ting, for at drille med et glimt i øjet – også selvom han ikke selv kan sætte ord på.
Det er fast rutine, at Jonathan sætter sig i fars stol, hvis far lige skal hente noget. Hele min lille mands kropssprog skriger "Ha far - jeg FIK den" – selvom han reelt ikke gør andet end at sidde og grine småfjoget.
Det samme med døre. Hvis Jonathan kan nå det, så lukker han hoveddøren, før jeg når at komme ind. Så ringer jeg på - hvorefter Jonathan kigger ud på mig smiler bredt – og slammer døren i igen. Tredje eller fjerde gang er der bingo – så må mor kommer ind. Men hvor ER det sjovt at drille.
Det er utroligt som humor og sjov slet ikke handler om sprog – men i MINDST lige så høj grad om kropssprog og handlinger. Man bliver hele tiden klogere på livet, når man har sådanne små størrelser.
Lyder dejligt. At have humor er en god indgangsvinkel til så mange ting. Så husk at grine rigtig meget af ham 😉