Jan HADER at tale om det – hvis man fortier det, sker det nok aldrig. Ikke desto mindre indhenter døden os på et eller andet tidspunkt – i en eller anden form. Det er det eneste, der er HELT sikkert.
Jeg går ind for organdonor – i HØJ grad. Men ikke på bekostning af hvad som helst. Mine børns sorg – hvis jeg skulle stille træskoene for tidligt – ligger mig vældigt på sinde. Hvis jeg har børn, der er små – og som i forvejen dårligt vil kunne forstå "Mor er død" begrebet – så skal de have lov til at være hos mig, når jeg dør (hvis det er det de ønsker). Hvis de skal have lov til det, så er det ikke muligt at donerer organer – for så når organerne også at dø. Detvigtigste for mig, er klart, hvordan mine unger vil komme igennem det – og er de ikke gamle nok til at forstå – så skal de se mig dø og efterfølgende se mig død - så de bedre kan komme overens med det senere i livet.. hvis det er det, der er behov for.
Er mine børn gamle nok til at forstå, at man godt kan være død – og alligevel få en maskine til at trække eens vejr, så man holdes kunstigt i live, og at andre mennesker kan redde livet, ved at modtage mine organer – så "by all means" tag ALT hvad I kan bruge.
Det er også de efterladte, der ligger mig på sinde, når jeg tænker på, om jeg skal have en gravsten.
Hvis mine børn er unge eller børn, når jeg dør, så er det vigtigt for mig, at der er en sten – om ikke andet så en kold sted i en græsplæne. Men et sted de kan søge hen og "finde mig". Dør jeg først om 80 årig - når mine børn har børnebørn .. så begrav mig i de ukendtes. Der er ingen, der skal gå og passe mit gravsted, uden at have et direkte behov for at gøre det.
Jeg er blevet meget bevidst om, hvordan jeg IKKE vil ende, når jeg bliver gammel – og jeg håber meget, at jeg når at have muligheden for at sige livet farvel på en værdig måde, før den yderste og mest nedværdigende alderdom sniger sig ind på mig. Der mener jeg primært demens og andre sygdomme, der æder forstanden og efterlader een som en hul skal af, hvad der var engang.
Og – så ved jeg – for jeg har aftalt det med ham – at hvis jeg kommer ud for en ulykke, hvor alle siger, at jeg aldrig bliver andet end en levende grøntsag – så vil Jan så vidt muligt se, om der ikke kan blive slukket for maskineriet.. helst lovligt naturligvis 🙂
Det er mine tanker om emnet.. Hvad er dine?
Lige lovlig barsk på en mandag morgen, er det ikke? – næste emne må så være børnetestamente……….
Skulle lede efter et link længere nede og faldt over din træningsstatistik, ØV – slet ikke haft tid i denne måned? – du må sætte det i system på en eller anden måde, Vælge nogen dage hvor du SKAL afsted, har de ikke et hold i week-enden, der er garanteret børnepasning, og Jonathan vil elske at lege med en sjov børnepasser den time – + æde mariekiks til de kommer ud af ørerne, det er i hvert tilfælde hvad der sker når Martin er med.
knus
Jeg er enig med dig en hel del af vejen, særligt mht. gravsteder osv. Men tilgengæld, så har jeg selv været en del syg som lille og som barn, og har også set min mor gå gennem utal af operationer, så jeg er endt med den holdning at de snart har skåret rigeligt i mig – jeg vil helst have mit frabedt at de gør det når jeg stiller træskoene. Bestemt også af hensyn til min øgle – og andre pårørende.
Jeg “fik lov” til at holde min mor i hånden da hendes hjerte ikke kunne mere, og det er fandens hårdt, men som du siger – det SKER jo – dette skete bare for tidligt. Senere er jeg glad for at jeg har set den livsprocess afsluttes – og at hun ikke bare døde i et biluheld eller sådan noget.
Men ja, det er sku da lidt af et emne at starte mandag morgen med. Men hvorom alting er, så få det skrevet ned – når du er så afklaret.
Og til Kristina – det er jo vigtigt med børnetestamente 🙂
Ja Stine, det ER vigtigt! – det er bare det at man er nødt ti lat indse at man ikke er udødelig og at der er en risiko for at andre skal tage sig af ens elskede pode – når man nu selv er den beedste til det. Det sku noget af en mundfuld at sluge
knus
Kristina
Se så kommer du med et noget så alvorligt emne og faktisk tager jeg mig selv i, rent faktisk at tænke over nogle ting mens jeg læser – men så kommer finalen, der straks giver mig et billede af en bund-hamrende-klodset Jan der prøver at få det til at ligne et uheld når han med høj fart vælter ind i sin kones respirator. Så ligner det hele pludselig en tegneserie og alle de alvorlige tanker er væk… måske havde jeg alligevel ikke brug for at tænke på død og organer lige nu så, i virkeligheden havde jeg også læst overskriften som “højgravid og organdonor” så hvad kan man forvente af mig i grunden?!?!?
Faktisk er jeg uansvarligt ligeglad – har ikke skænket min egen død en tanke… Mon ikke de finder ud af det alligevel??
Knus og håb om at du finder noget mere opmuntrende at tænke over i dag!