Livet er noget underligt noget. Hvis vi får lov at komme langt nok i vores alderdom, ender vi i en hjælpeløshedstilstand, som ligner den, vi startede med.

8 timer om dagen prøver jeg at hjælpe ældre borgere. Derefter går jeg hjem og hjælper min søn på knap to år. Lighederne mellem de to,er til at få øje på. Behovet for hjælp eksisterer i begge verdner – men hvor hjælpen for Jonathan er et skridt i retningen af at blive hel og aldeles selvhjulpen, så er hjælpen, for vores aller ældste medborgere et skridt imod den aller sidste rejse. Et skridt der er svært og barsk at tage, når man et helt liv har levet selvstændigt og selvhjulpet.

Vi skylder vores ældste respekt. Jeg er enormt glad for, at have mulighed for at hjælpe – og gøre andres hverdag lidt bedre. Vi skylder dem respekt – og vi skylder dem at prøve at forstå, hvad livet gør ved dem. For det må på alle måder, være den hårdeste kamp at kæmpe: Kampen mod alderen hvor kun eet er sikkert: Vinderen i den sidste ende.

– Så gi lige bedste eller olde et kald og fortæl dem, hvordan det hele går.

 

/ Mine meninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *