Vi var på Bakken i søndags, hvor jeg reddede mig en gang salmonellaforgiftning af dimensioner. Mandag lignede jeg noget, der bare burde tapes fast til et toilet – med kærlig forståelse for, at lade mig dø i fred. Tirsdag var sådan set ikke bedre. Idag er jeg i live igen.
Jonathan har været ikke mindre end fantastisk. “Mor – når du er syg, vil jeg gøre ALT for dig” forklarede han mig allerede mandag. Tålmodigt hentede han vand til mig – og en pille. Da han havde hentet penicilinpille nummer 2 indenfor 2 timer, måtte jeg forklare ham, at “mor skal kun have to om dagen – jeg må ikke tage den endnu”. Det accepterede han helt. “Så rydder jeg op i køkkenet”.
Nu var jeg ikke så fleksibel, så jeg var ikke i køkkenet ret meget. Men da jeg endelig fik stablet mig selv derud, havde knægten ganske rigtigt vasket alle skabslåger – og gulvet.. i lunkent vand. Vandet drev af lågerne – og der lå plamager af vand på gulvet.
“Jeg vasker lige op” kom han forbi og sagde.. Jeg fik vist ikke helt sagt “nej tak” Og ganske rigtigt. Da jeg kom ud i køkkent efter adskillige timer, var al opvask væk fra bord. Faktisk var mit rå træbord flydende af vand, og store plamager af indtørrede træ, “Det skal bare have olie” tænkte jeg. Og var egentligt ret stolt af min store søn, der sådan gerne vil hjælpe, når han nu kan se, at mor ikke har det godt.
“Denne her tallerken er altså ikke ok”. fik ham, der kysser så fantastisk sagt, da der skulle spises aftensmad (uden mig!) Godt nok var alt vasket op, men der sad store stykker gulerødder i gaflerne, og glassene havde pletter af mælk i bunden. Tallerknerne var mere eller mindre alle som en fulde af pletter.
Det kommer til at tage mig en krig at komme igennem alle de ting, der skal reperares efter min søn har hjulpet mig. Men hvor er jeg dog uendelig lykkelig over, at han hjalp mig!