Jonathan var umulig hele natten. Det var så usigelig hårdt at blive ved med at vågne – gang på gang på gang – til Jonathans småklynken – og insistereren på en mor hånd på maven – eller en godnatsang. Da klokken var 3, havde ingen af os rigtigt sovet endnu – og jeg havde for længst opgivet at lade Jonathan sove i sin egen seng. Jeg nåede punktet, hvor jeg blev småsur og irriteret adskillige gange -for han blev ved med at vække mig, nøjagtigt som jeg lå på kanten mellem søvn og vågenheden.. Nøjagtigt på det tidspunkt, hvor jeg kunne håbe på, at han var faldet til ro – var faldet i søvn.
Vi prøvede det hele. En hånd – nus, sang og almindelig snak og omsorg – men det hjalp ikke rigtigt.. Jonathan var utilpas og havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle gøre, for at få det bedre.
Efter sådan en nat – en LANG nat – er det vidunderligt at vågne kl. 10 – af sig selv – og endnu mere vidunderligt at se sin vidunderlige dreng – der bare er så smuk og fredelig, som han ligger der ved siden af mig på maven – men benene oppe under sig – og med ansigtet mast til venstre dybt nede i madressen med en lille savlpyt ved munden. Jeg kan dufte hans duft af søvn og fred og jeg kan mærke hans rolige hjerteslag med en hånd på hans ryg. Det er så utroligt, at al den irritation og alt det hårde forsvinder i det øjeblik, man ser det pus. Herefter fylder forelskelsen alt.
tror, at det er sådan et våben små børn har… 🙂