Musikmonsteret aka min overbo hærgede i et år og en måned. Derefter blev de smidt ud – efter hvad rygterne siger, så var det med politi og hele molevitten. Det var vores forjulegave.
Siden da har der været go aktivitet i lejligheden. De har sat nyt køkken ind, ordnet gulve og vægge. Dagligt vandrer håndværkerne op og ned af trappen med diverse materialer.
“Hvornår” spørger jeg, hver gang jeg kan komme til det. “Hvornår flytter de nye ind?” Jeg er slet skjult glæde i stemmen. Jeg glæder mig til at se, hvem der flytter ind der ovenpå mig. Bliver det een, der har børn? Måske børn på omkring 5-6 år? Måske bliver det een, vi ligefrem kan have et godt forhold til?
Lige nu glæder jeg mig bare – og viceværten har givet mig svaret. Omkring 1. marts får jeg en ny overbo. Og jeg er klar – med russisk brød – og en fin blomst – fulgt af et “hjerteligt velkommen i opgangen – du drømmer ikke om, hvor ønsket du er her”.
Hvor skønt at “komme af” med din støjende overbo – det må have været noget af en prøvelse (Yngste bor i lejlighedskompleks er generet voldsomt af underboen, som larmer enten med boremaskiner eller musik)