“Moar” sagde hun – og kunne dårligt holde tårerne tilbage. “Se skærmen”.

Et uheld af dimensioner. En bærbar computer i en kikset vinkel – og et vennehoved, der lige rejste sig helt forkert. Og vupti – skærmen var flækket.

Jeg vidste godt, hvorfor pigen græd. For computeren er den sidste gave, hun har fået “fra mor og far”. Sidste fælles ting – inden livet tog en alvorlig drejning og pludselig ændrede min datters verden for stedse. Computeren er linket imellem det liv, der var – og det liv, der er nu.

“Bare rolig skat – vi skal nok lave den” trøstede jeg, og så kronerne rulle forbi bag øjnene. Det var en dyr computer. Ingen tvivl om, at denne reparation ville koste klejner.

Vi undersøgte frem og tilbage. Hvad var der af muligheder? At sætte den på værksted ville koste minimum 4000 kr. Det er alligevel mange penge, når computeren har kostet 10.000. Men så var det Morten tog over. “Jeg kan da se på den”, mente han. Han søgte nettet tyndt og fandt de første tyve steder, han kunne købe netop den reservedel. Jeg ventede med at købe den, både af økonomiske hensyn, men også fordi min datter havde godt af at vide, at når noget går i stykker, tager det tid – så det nemmereste og bedste er, at passe godt på det til at starte med.

Og idag ankom reservedelen endeligt. Morten havde allerede skilt computeren af i atomer ogi en sådan grad, at jeg tænkte, at han aldrig ville få den samlet igen. Men nu har min datter levet med flængen så længe, at hun helt har glemt, at hun har en computer så jeg havde det lidt sådan, at hvis den ikke kunne samles igen.. nå ja.. Så måtte jeg jo finde penge til en ny, på et tidspunkt. Selvom jeg vidste, at pigebarnet ville gøre hvad som helst, for at beholde den hun allerede har.

Reservedelen blev forsigtigt pakket ud. Og undervejs kom han med alle de forkerte udtryk. “Åh nej” blev der sagt mere end een gang – og hver gang for hjertet op i halsen på mig. “Det er vist ikke den rigtige reservedel” fik han også sagt, hvorved jeg rigtig kunne bande indeni. Han satte sig ned og startede på at samle puslespillet. Og bid for bid så mere og mere rigtig ud.

Hver gang en lille detalje manglede, havde han en tålmodighed og en detaljefornemmelse, der bare gjorde, at det SKULLE være rigtigt. Havde jeg selv evnerne og havde kastet mig ud i projektet alene, ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke havde ledt de 30 minutter efter den rigtige skrue. Jeg havde tænkt “skidt, det betyder nok ikke noget” og så havde jeg samlet resten. Jeg var ham dybt taknemmelig for sådan tænkte han bestemt ikke.

Det tog ham hele håndboldkampen – og vist også en time mere.. Men pludselig bad han pigebarnet om strømforsyningen. Alle for vi rundt, for nu skulle prøven stå. Var de 1800 kr for reservedelen spildte? Eller?

Endelig fundet, kom strømmen på, mens Morten fik lov at præsenterer projektet. Vennerne nedefra var komme op, for at deltage i showet, så vi stod 5 mennesker og ventede i spænding, mens strømmen kom i computeren og manden endelig… ENDELIG… klikkede på tænd knappen.

Vi holdte vist alle vejret, mens skærmen ventede på at varme op. Ville der komme billed på?

Jublen ville ingen ende tage, da windows ikonet endelig dukkede op. Og da det ligefrem viste sig, at alle funktionalitet også virkede, var hele huset summende af latter og jubel. Tænk, det virkede!

Og lige der.. spontant og uden, jeg på nogen måde havde tilskyndet det, fik Morten sit aller første kærlige, hjertelige knus af sin steddatter. 

Computeren var ganske rigtigt den sidste gave, min eksmand og jeg gav vores datter – i fællesskab. Og nu er det den første betydningsfulde gave, min nye kæreste har givet sin nye steddatter. På en eller anden måde passer det rigtig godt.  

 

/ Teenagerliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *