Igår gik med eftertænksomhed primært. Jeg havde det som om jeg satte mig på kanten af mit hjem – og så hvordan vi som familie har det. Som om jeg sad der – uden de andre kunne se mig – eller mærke mig. Sådan sad jeg og betragtede, hvordan vi var overfor hinanden.
Jeg så hvordan min datter er vokset til. Hendes smil er mig nyt.. for hendes nye tænder kræver sin plads. Jeg så, hvordan hun er i bevægelse og hvordan hun bare tager imod – og giver kærlighed som den største selvfølge.. En gave, jeg smilede af, da jeg så det.. for et eller andet sted må hun jo have det fra.
Jeg så min kæreste på gulvet på alle fire kravle efter min storgrinende søn. Jeg så hvordan min søn knækkede sammen i armene i bare grinekrampe – og ivrighed. Jeg så hvordan min kæreste hele tiden delte blikke med mig – og hvordan han hele tiden viste mig, hvordan han ser vores søn. Hvordan han delte med mig.
Jeg så med hvilken appetit min søn mosler sig ud i denne verden. Jeg så hans lyst til at prøve krafter med hele verden. I vaskekælderen så jeg, hvordan han tillidsfuldt forventer, at hans mor bare er der for ham – så han kan få fred til at slå på metalgitre – og ruske i trædøre. Intet står uprøvet hen.
Jeg så hvordan min søn gav sig hen, da han lagde sig til at sove. Hvordan hele hans lille 12.5 kilos krop bare hviler. Jeg så den ro, hans øjne fik. En magisk fred.
Min meget kloge veninde – der har en datter på 2 år – sagde engang, at hvis man kan tage to skridt "ud" fra sin familie – og se ind – og kunne lide, hvad man ser – jamen så må det jo være fordi familien trives.
Min familie trives. Jeg elsker min familie – og jeg kan ikke forestille mig at leve foruden. Så idag vil jeg rejse mig fra mit leje – og gå hen og være med igen. Men eftertænksomheden gav indblik og forståelse.