Mon ikke alle forældre har et eller andet i forhold til deres børn, hvor de ikke er rigtig stolte?
Jeg har lige fundet Jonathan ved vores stuebord. Han havde vippet en kop med kold kaffe hen mod sig og stod nu og slubrede den kolde kaffe i sig (Han delte naturligvis pænt med mors gulvtæppe) Min søn er vild med kaffe.. Og jeg står og bliver helt underlig.. Kold, stærk kaffe.
Det hele startede med et gamle husgeråd: “Hvis de er nysgerrige, så lad dem prøve – så finder de ud af, at det ikke er noget for dem.”
Jonathan fik lov at prøve cola, da han var 7 måneder. Siden da har han med største fornøjelse drukket sit mælk – også selvom søster har fået et glas cola. Ansigtsudtrykket sagde det hele, da det boblede i hans næse og hans mund. Alle muskler nåede at trække sig sammen – adskillige gange: “Tak – jeg springer over”
Jonathan fik lov at smage kaffe da han var 9 måneder, tror jeg. Sanne har præsenteret mig for “Frappe” som er en gudedrik, med kaffe i. Moren tænker logisk, da knægten åbner sin mund og som en anden lille fugleunge – tiggende efter mad, som var hans liv afhængig deraf.
Men denne gang kom der ikke den “normale” reaktion – som ved cola – hvor hans lille ansigt vendte samtlige muskler.. Denne gang faldt hans øjne ligesom bagover – og panden blottede sig og øjnbrynene løftede sig adskillige centimeter op i panden – i ren ekstase over, hvor skønt denne drik smagte.. Så var gode råd pludselig dyre.
Jeg prøvede at tage drikken fra ham – men kunne godt se, at det ikke ville medføre noget ret godt – så jeg gav ham 1½ deciliter – og besluttede mig for at leve med det.. Nå ja – min søn har smagt kaffe.. Hvad søren.. andre børn har vel prøvet det, der er værrer.
Nu kom det lille problem så bare, at den “Frappé” altså var SÅ god. For det første blev moren afhængig hurtigt.. Der gik ikke en dag, uden blenderen blandede de søde ingredienser sammen.. Og hver gang blenderen gik – var det ikke kun morens mundvand der løb. Dette problem blev hurtigt løst ved, at jeg holdte op med at lave den, når Jonathan var vågen. Men så kom vi til andet problem. Alle vores gæster skulle da smage, når vi nu havde fundet sådan en vidunderlig drik. Og hver gang gæsterne blev præsenteret for drikken, stod vores lille knægt der med åben mund og tiggende øjne.. “Moar… oss mig!!” Helt ærligt: Jeg VED det – men jeg HAR givet mig – flere gange.
Sidste gang, jeg rigtig gav mig, var da jeg så besøgte Sanne igen – og hun lavede gudedrikken igen. Jonathan opdagede glasset med den brune drik – og straks gjorde han opmærksom på sin eksistens. Nå ja – jeg tænkte at så meget koffein er der vel heller ikke i .. Knægten fik lov at smage – og lynhurtigt så var min Frappe væk – og Sanne var målløs..
Der gik kun 20 minutter, så skulle knægten sove. Og så var det, jeg besluttede mig for, at ALDRIG MERE. Min lille dreng lå og var SÅ træt. Men hans øjne var ligesom der var små tændstikker i. Jeg sang og sang og sang.. og indefra stuen kunne jeg høre Sanne gå og småfnise.
Jeg kan ikke huske om det var 115. gang eller 118. gang, jeg sang “Solen er så rød mor” at jeg besluttet mig for, at kaffe og børn ganske enkelt er den tåbeligste ide, jeg nogensinde har fået. At Jonathan ikke får lov at smage så meget som en mokkalagkage før han bliver 16 år. Kom ikke og sig, jeg ikke lære af mine fejl..
Og nu er vi så tilbage ved optrinet ved sofabordet. En kop – sat frem til at blive taget ud i køkkenet – mens Jonathan sov.. men som ikke nåede ud.. En kop kaffe fra aftnen før, stod der.. Og pludselig var min lille koffeinnarkoman gået i selvsving. Een ting er “Frappé” som trods alt smager sødt og af slik – men rigtig kaffe – sort – og kold.. Det er alligevel i den grad over grænsen.
Hvad med jer andre – Er der andre end mig, der kan sådanne pinlige “hovsa” historier vedr. deres opdragelsesmetoder?