Jonathan er stadig ikke kommet sig helt over sin opkasnings/pletter på huden/feber ting – og der er derfor fortsat ikke helt så meget krudt i ham, som der plejer at være..
Meeeen her til morgen spiste han en ordenligt skudefuld havregrød – så mon ikke vi er ved at være igennem? Han spiste mere her til morgen, end han har gjort totalt ialt fra lørdag og til denne morgen.. så det lugter lidt af, at det lysner.
Og så er han begyndt at gå spontant – Han forsøge mellem møblerne – eller han tager lige en tur hen over gulvet. Hans gangteknik er fortsat meget kluntet og en kende ustabil. Men det er tydeligt, at det i øjeblikket er balancen, der arbejdes på. Jonathan tager lige 4 skridt – står stille – genfinder balancen – og går igen 4 skridt – dette kan han gøre mange gange – og derved kan han jo faktisk gå ret langt. Når man så kommer lidt for tæt på mor eller far,- så bliver man overivrigt – og så er det som om overkroppen bevæger sig hurtigere end benene – og så bliver der lige fløjet de sidste 30 cm. Ind i sikre arme.
Det bliver også mere og mere tydeligt, at knægte "sætter forventninger" op for sig selv – for når han har taget sådan en tur med f.eks. 3 ophold – og endelig når sit mål – så er hele hovedet en stor sejrsdans..
Mon det har noget at gøre med en storrosende storesøster, en hjuende far og en skamrosende mor? Det er ihvertfald tydeligt, at han er stolt over sig selv – og det er da rart.
Retningssansen må komme senere – dog – for efterhånden som afstandene øges – så er det som om han ikke har koncentration nok til både at holde balancen – og en bestemt kurs – og så ryger den med kursen sig en tur. Så hvis man sidder f.eks. 4 meter foran ham og siger "Kom så Jonathan" – så vil han typisk vandre omkring 2 meter imod mig – og 2 meter skråt fra mig – når den der balanceting begynder at drille lidt 🙂 Meen så kan moren da heldigvis rykke sig..