Jeg forstår det ikke. Det runger i mit hovedet… og jeg har tænkt og tænkt. Jeg forstår det ikke.
Ammestuen i Field's. Ved nærmere eftertanke er der faktisk RIGTIG mange ting, jeg ikke forstår ved det lokale. Og den manglende forståelse starter ved døren.. Til venstre i håndhøjde, er et skilt: "Maks 250 kg/m2" står der.
Men skiltet står uden for en ammestue ! Hvorfor? Er de bange for meget store babyer? Hvorfor bygger man et rum, der ikke kan belastes? Og ville man tænke over det. "Uha- hende den mor, der kommer der ser godt nok MEGET stor ud – nu må jeg sørge for ikke at stå på samme kvadratmeter, som hende!!" Jamen, var det ikke mere nærliggende, at lave rummet ordentligt? Sikke nogle forsider man kan læse: "3 mødre med børn faldet igennem gulvet i ammestuen".. Det er lige før det er så absurt, at jeg har lyst til at inviterer mine største veninder med ind i ammerummet – og så stå HELT tæt med dem … og se hvad der så sker.
"Ammestue" .. Det lyder godt nok hyggeligt ikk? Det første, der mødte os, var den selvåbnende dør. "Godt" tænkte jeg "- så er det også nemmere for Jonathan at kravle væk.. " Ret skal være ret: Jeg tjekkede ikke, om det kun var voksne, der kunne aktiverer døråbneren.
"IIIIiiiiiihhhhh" sagde Jonathan, som det første, da vi kom "ind" i ammestuen. Og jeg kan godt forstå ham. Det er nøjagtig samme lyd, han siger, når vi går ud på opgangen – og grunden var, at akustikken i "ammestuen" var nøjagtig lige så rungende og ekkogivende. "Iiiiihhh" hvinede han.. og jeg takkede for, at der ikke lå babyer og sov .. for det ville da være naturligt..
Ammestuen var faktisk langt hen af vejen som fødestuen. Man vil gerne have det er hyggeligt – men det er det bare ikke. Det er koldt og rungende. Faktisk kunne jeg til at starte med ikke helt forstå, at det var ammestuen. Jeg troede det var toilettet. Klinker på gulvet, på væggende – og nærmest i loftet. Underligt.. meget meget underligt. Jonathan syntes det var hyggeligt, at kravle lidt rundt på klinkerne, mens de to andre mødre ammede deres stadig ammende børn.. Jeg undrede mig over, at man ligger klinker på gulvet i et rum, der skal benyttes af små børn. Een ting er, at man kan ryge gennem gulvet, hvis man er for tyk.. men med klinker på gulvet, så må man da håbe på, at ungerne ikke får revet sig fri under amning… for så lander de hårdt.
Den ene ende af rummet indeholdte pusleplads. Det er faktisk også så meget sagt. Puslepladsen bestod af tre håndvaske med en masse bordplads imellem. Til gengæld var der gratis skumgummiklude. Så Jonathan måtte pænt finde sig i, at ligge på en stofble på et bord.. Hvorfor – når man nu har brugt så mange penge på at lave et puslerum – investerer man ikke lige 200 kr i 3 puslemåtter?
Rummet var sådan set godt nok, da vi moslede derud. Vi var alene derude de første 5 minutter. Store bløde stole – en mikrobølgeovn – og et legestativ – uden legetøj.. Meget hyggeligt.. MEn så var det lige, at der også var to andre babyer, der syntes, at de også ville have en tør mås – og en lille tår over tørsten.. og 2 mere og så var der lige tre andre. Inden vi fik set os om, var rummet eet stort kaos af børn, barnevogne og mødre med hver deres pusletaske og sutteflaske.. Pludselig gav beskeden om "maks 250 kilo/m2" mere mening.
Konklusionen må være een: Ammestuen i Fields er designet og tænkt af mænd, for kun mænd kan glemme så mange detaljer…