Det var min datters første behandlingstid på den nye afdeling. Afdelingen, der efter hun har haft smerter i 7 år, endelig behandler netop det: Smerterne.

Og min datter var ikke til at skyde igennem – hverken under den lange undersøgelse – eller bagefter. Håbet er stort. Og jeg er da heller ikke i tvivl om, at der kommer til at ske ting og sager.

“Pilates er en go ting” forklarede fyssen, mens hun vurderede min datter fra top til tå.. Målte med øjnene, om foden stod skævt, om hoften vred, om skuldrene hang.

Jeg følte mig rigere minut for minut. Ingen tvivl om, at her stod et menneske, der vidste hvad hun talte om. Een af hendes første bemærkninger var “Ja – vi har jo mange, der har smerter som du i nakken”. Det er underligt at gå fra “Du er første tilfælde i Danmark”, som hun altid får at vide om selve tilstanden og så til “Vi har mange..” for nu referer “mange” til, at der er mange, der smertebehandles grundet nakkesmerter. Og nakkesmerter er nakkesmerter – uanset om det er piskesmæld, betændelsestilstande eller års forkert siddestilling.

Min datter tegnede hvor hun havde ondt. Og rammende nok tog hun den røde blyant. Smerterne er de sidste par år taget til – og ikke nok med det: De breder sig. Det er klart, når man lider af muskelspændinger – for muskelspændinger eet sted, medføre muskelspændinger andre steder.

Vi var ikke gået fra bordet, før fyssen havde væltet ud med de første 5 gode ideer, der kan lette min datters hverdag.

Hun tog sig god tid – denne fysioterapeut. Hun nåede at vise mig, hvad jeg skal gøre – når jeg nu ikke skal massere. Hun nåede at forklare min datter, at hun skal være opmærksom på hvad der føles rart – og hvad der føles skidt – og at min datter altid skal vælge, det, der føles godt.

Alene det, at fysioterapeuten ikke masserede, så tårerne trillede, fik min datters smil til at blænde hele rummet.

“Det er dine smerter. Og det er din krop. ” forklarede hun. “Det vigtigste værktøj du har, er dig selv”. Dermed bliver ansvaret for smerterne givet videre på en fornuftig måde. De kommende måneder skal min datter lære, hvordan man slapper af, hvordan man spænder. Hvordan man træner og hvordan man undgår uheldige belastninger. Og med sin nye viden i baghånden, får hun pludselig det redskab, vi har savnet i så mange år. Hun får i højere grad magten over smerterne – i stedet for, at smerterne har magten over hende.

Vi nærmest svævede hjem. Nu er der håb. Og min datter kan ikke vente til næste gang.

/ Min datters udvikling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *