Jeg elsker at kigge ud af vinduet. Men jeg har fundet ud af, at fornøjelsen er forskellig fra menneske til menneske.
Min kæreste er den helt store vindueskigger. Han kan sidde i timevis i vores køkkenvindue – med en smøg og en kop kaffe og lade tankerne vrimle.
Jeg synes da også det er fedt at se ud af vinduet. Men jeg har opdaget, at de tanker vi tænker mildest talt ikke er de samme.
Når jeg ser ud af vinduet tænker jeg "Uhhh… Vinden har fat i flaget på legepladsen – det ser koldt ud. " Elller "Sne .. skønt – hvor er det smukt" eller "Sikke en flot barnevogn, der holder der." eller "Er træerne ved at få knopper eller?" På en eller anden måde, så er sådan en tankerække ret hurtigt færdig – og man går væk fra vinduet igen.
Min kæreste – derimod… tænker en anelse anderledes: "Guud… Det er da dem over fra nummer 9 – har de fået ny bil?" eller "Den nye barnecykel – gad vide om det er ham drengen i nummer 20, der har fået den i fødselsdagsgave" eller "Åhhh.. .nu har ejendomsfunktionærerne snakket med ham manden i 10 minutter – Enten får de sig da en ordenligt gang sladder – eller også er der da noget helt galt med hans lejlighed"
Og når man sidder i vinduet og tænker sådan, så kan jeg da godt forstå, at man kan blive siddende.. Så sker der jo en masse – ihvertfald mere end at vinden har fat i flaget. Og så har det også den effekt, at min kæreste tit ved meget om bebyggelsen og deres indbyggere.. Hvis bil er hvis.. Hvem har lige fået barn… og hvor er kæresten strittet ud. Jeg kan snildt gå i 9 måneder – uden at opdage at hende på 2. bliver tykkere.. eller at der er flyttet nogle nye ind i opgangen ved siden af. Og kæresten griner mildest talt, når jeg med store overraskede øjne opdager, at de har fået en lille.
Vi har flyttet Jonahtans puslebord, så det nu står lige ved huset bedste vindue – det hvor er er udsigt ud over legepladsen – og helt ned til byen.. Og så er det, at jeg har opdaget, at Jonathan HAR arvet karaktertræk fra sin far – for Jonathan kan sidde der i vinduet i LANG tid.. og han bliver altid lettere fornærmet, når jeg ikke gider holde ham mere – og derfor sætter ham ned på gulvet. Hvordan han så tænker, vides endnu ikke… Men mon ikke det er een af to "Åh – sikke en flot barnevogn – sådan een ville jeg gerne have" eller "Åh – den barnevogn – gad vide om det er Amalies over fra nummer 16… og når den holder uden for opgangen og ikke er kommet i kælderen er det så fordi ……."