Stole, skamler, mors lår, fars hænder, storesøsters hoved, senge, papirkurve, computerkabinet, sofaborde, pusleplads, papkasser – og hvis man er meget heldig, og slipper forbi mors vågne øje – så også toilettet.
Alt sammen kan man bruge, når man hedder Jonathan, er 9 måneder og een dag gammel – og det eneste man har i hovedet er een tanke: Op og stå!!! Verden ER sjovere, når man står op. Hele tiden samme rytme – trække sig op af et eller andet – og så stå på de to – stadigt meget ustabile ben og vrikke lidt.. Se sig omkring – se om der er andre steder, man kan holder hænderne så man fortsat kan holde balancen. Der trænes på højkant – og kravleriet er nu bare et middel til næste mål: At finde et sted, man kan komme op og stå af.
Det helt store er "a til b ståning" Fars stol – f.eks. står 10 cm fra Jonathans trip-trap stol. Hvis Jonathan så kommer op af fars stol – finder noget balance – og så får hænderne over på trip-trapstolen,- så han faktisk har "bevæget sig" de ti centimeter.. DET er altså store sager.
Overgangen,- der hvor man faktisk holder balancen i een hånd, er mest noget, mor og far kigger på – for Jonathan glemmer tilsyneladende, at man mister balancen, når man holder med een hånd og ikke to. Det går alligevel i langt de fleste tilfælde. De gange, hvor det ikke går, står overraskelsen tydeligt at læse i øjnene på knægten.. "Hov – hvad skete der lige der?" og så prøver man een gang til. Men de gange de lykkes,- de fleste gange – så er det som om missionen nærmest har nået sit mål – sit klimax – og på en eller anden måde virker det som om det alligevel ikke var helt så fedt, som det så ud til på vejen… For resultatet er 1 minuts ståning i ny position – så lader han sig falde ned – og starter forfra.
Og så er det at den store pige har set – en enkel gang eller to – at Jonathan har sluppet med begge hænder et ganske lille, bitte øjeblik. Ikke bevidst – men fordi han lige skulle have fat lidt længere oppe, lidt længere henne… Og så har han – selvom han ikke er det bevidst – stået alene det ene sekundt det tog, før han igen fandt en kant at holde balancen ved.
På den ene side føles det som om han har tænkt sig at gå imorgen – og på den anden side er det tydeliget, at der mangler meget koordination og meget balance endnu – men vi er ikke bekymret for, om han kommer til at gå – det er der ingen tvivl om længere. Stædigheden for at lære det er der ihvertfald.