"Mor, det er altså godt, jeg har det modersmærke på numsen, for så kan du altid kende mig." Den bemærkning har jeg gået og ruget over, siden datteren kom med den. Jeg kan godt huske, at jeg selv havde den tanke, da jeg var lille. Jeg havde en lille rød plet under øjet (som pudsigt nok er væk nu – og erstattet med 10.000 andre røde pletter) – og den plet mindede jeg min mor om med samme bemærkning. Hvad er det for et underligt behov for at gøre sig genkendelige – og hvordan kan min datter – og jeg for den sags skyld, tro at hende, der elsker barnet højest i verden, skulle genkende barnet på et modersmærke !! Barnet selv er slet ikke opmærksom på, at det, der er mest let genkendeligt ved barnet – nemlig personligheden. Det er da sjovt! For for barnet er hendes væremåde, hendes personlighed – hendes udtryk på en eller anden måde "så almindeligt" – det ser hun jo hver dag i spejlet – og derfor vil modermærket være det mest genkendelige. Det er da skægt. Umidlbart efter fødslen er vel det eneste tidspunkt, hvor vi reelt ville kunne "fejle" i opgaven at udpege vores eget barn – og selv der hænger det ikke samme .. for Jonathan hikkede i maven – og hikkede videre, da han kom ud. Hans duft appelerede til mig på en måde, ingen af de andre babyer kunne. Idag kan jeg kende mine børn på lang afstand. Kommer min datter 400 meter væk, vil jeg kunne se, at det er hende – selv bagfra – bare på hendes måde at gå på. Er min datter een af 4 børn, der græder, kan jeg skelne hende fra de andre på lang afstand. Nogen gange kan jeg høre på hendes stilhed, hvordan hun har det. Hele hendes væsen – og alt hvad der er af hende, ligger så dybt i mig, at jeg aldrig, aldrig ville have behov for at tjekke modermærket 🙂