Vi har nu legetæppe både i arbejdsværelset og i stuen – men det er efterhånden ikke så meget værd – for det er begrænset hvorlænge min lille prins Jonathan ligger på tæppet.. Og så er det, jeg er glad for, at vi i begge stuer har tæppe på – et godt, solidt, rent og varmt gulvtæppe – for helt hvor min lille prins befinder sig, er ikke længere sikkert.
Jonathan ruller nemlig. Han kaster sine ben op i luften, som var det en gymnastik øvelse – og derefter til siden.. Når benene kommer helt ned til siden, følger vægten af resten af kroppen jo med – hvilket medfører en halv rulning. Endnu er rulningerne ikke noget – hvor han bevidst ved, at han skal "den" vej.. Det er mere sådan på må og få og overbalance.. Ikke desto mindre, så er legetæppet – trods det fylder 1/8 del af stuegulvet – ikke der Jonathan bruger sin tid. Det fungerer nærmere bare som opbevaring af legetøj.
Det gode ved hans rulninger er helt klart det, at han tydeligvis er mere fri. Det er lidt sjovere at ligge og lege på gulvet, når HELE gulvet er legepladsen – og ikke bare de 0,5 kvadratmeter, mor har placeret een i. Der er nu mere og se i verden, når man kommer lidt rundt.
Rulle han den ene vej, kommer han til at ligge under den vidunderlige lysekrone med de 7 lys.. DEn kan man god stirre på MEGET længe.. Ruller man den anden vej, er kontakten til mor og far – der sidder ved hver deres arbejdsbord, endnu bedre.
Dog skal vi passe på når vi lige går i køkkenet og kommer retur.. I går rullede han ind under printerbordet, hvor vores papirkurv normalt står – og han KAN også rulle hen til døren- så de er nu åbne, så der ikke sker de små bløde babyfingre noget.
Det gode er så også, at han er så stort et snakkehoved, så ligegyldigt hvor han skulle rulle hen (og det er altså begrænset, hvad der er af "rigtige" skjulesteder) så sludre han så meget, at vi ikke kan undgå at finde ham igen 🙂
Verden er blevet lidt størrer for Jonathan