Min datter er begyndt at skrive dagbog. Vi forærede hende en dagbog, midt i al hospitalsvæsnet, vi var igennem – i håb om, at hun havde et håndgribeligt sted at gøre af sine frustrationer. Jeg har fået lov at læse lidt af den.. og det har virket. "Mor er dom" – står der.. eller "Jag gide ike sprøjten". Men nu er vi heldigvis væk fra hospitalet – og forhåbentligt forsvinder hendes frustrationer helt. I dag bruges hendes dagbog til at konstaterer hvem i skolen, der er søde – og hvem der ikke er. Det er også vigtigt, når man er 7½ år gammel. Det er faktisk det vigtigste…
I min kælder står dagbog efter dagbog – skrevet af mig. Min første kærlighed. Følelser af ensomhed, – eller af overvældende lykke. I ordene kan man læse et menneske, der vokser. Man kan læse, hvordan tingene ændre sig – prioriteterne ændre sig. I dag er det mærkelig læsning, fordi jeg er lysår fra den 15-årige pige, der var forgabt i ham den lidt sære fra 10. klasse.
At skrive giver mulighed for fordybelse og indsigt. Efterhånden som ordene former sig på papiret, ses tingenes sammenhæng klarer.. og stærkere. Og med tiden falmer betydningen af ordene – men ordene er der endnu, så følelserne kan genkendes og forstås.
Men at skrive er også flugt – som en god film eller en god bog. At lukke sig ind i sin egen lille verden. Konkluderer over livets forhold, uden at diskuterer andres synspunkt. Lukke af overfor hvad andre måtte have af meninger og kører i sin egen tankestrøm uden afbrydelse.
For mig er at skrive ren meditation.. Den vil jeg meget gerne give videre til min datter..