Indimellem er det som om problemerne ingen ende vil tage. Som om problem nummer et griber fat i benet på potientielt problem nummer to og fjerner balancen, så problem nummer to pludselig også er en realitet og samtidigt lige hiver problem nummer tre med sig i faldet.
Når så problem efter problem kaster sig om hinanden og vælter som et andet spil kegler, føles det som om der aldrig igen vil være fodfæste.
Netop derfor er det så underligt, når man pludselig står på kanten igen.. Når benene bærer – omend man svejer mere end normal. Når man pludselig kan se, at det kan gå den anden vej.
Der er lyse tiden om hjørnet. Benene står pludselig op – og lige nu holder de balancen. Jeg er begyndt at tro på, at de ikke falder sammen igen – mere i denne omgang.