Det er som at blive banket tilbage til stenalderen at komme på hospitalet. Der er ingen tv, ingen PC – ingen netadgang og så står der en gammel mønttelefon.

Og så er det lige at sygeplejesken kommer ind og fortæller mig, at jeg GERNE må benytte min mobil på den almindelige barselsgang.

Eftersom det kom en anelse bag på alle, at Knirke ville ud så tidligt, havde vi ikke lige fået vekslet alle de 1.000 enkroner, jeg ved det ellers koster, når man skal bruge en mønttelefon fra hospitalet… Mobilen er nu engang nemmere – og meget relevant at benytte i netop denne situation.

Datteren får lov at annoncerer lillebrors ankomst som den første. Hun ringer først til mormor. Mormor er på ferie i Jylland. Hun blev – da vi andre tog hjem efter brylluppet – for søndagen efter at deltage i en konfirmation. Hun gik på Hjørringvejen, da telefonen ringede og min datter bekendtgjorde at hun nu var blevet storesøster. Mormor blev – som alle vi andre – taget på sengen. 10 minutter efter var første indkøb til hendes barnebarn foretaget.

Farmor blev også meget lykkelig – naturligvis. Lettet over at alt gik godt – og så glædede hun sig til at komme på besøg. Jeg bad specifikt hende om at komme UDENFOR besøgstiden, så hun kunne se sit barnebarn an uden "de andre" – et privilegium, jeg mener tilfalder henholdsvis mormor og farmor.

Min bror bad om lov til at give morfar besked. Det fik han lov til. Dertil skal sige, at min far går meget op i astrologi – han lægger horoskoper og har allerede fortalt at Knirke ville blive tvilling, og jeg har fået nogle "gode datoer" 🙂

"Hej far.. hvordan går det. Hvad skal I til sommer? Nå nå.. Forresten .. hvis man f.eks. blev født på Glostrup d. 15. maj kl. 14:54 – hvordan ser ens fødselshoroskop så ud?" Morfar fangede den ikke… Men efter smil og forklaringer skyndte han sig at nedfælde data. Dagen efter fik jeg et fødselshoroskop på Knirke. Min far har også et bud på et navn: Ferdinan… fordi han ikke blev tvilling alligevel – men tyr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *