Mit natteritual bliver længere og længere – mere og mere hæsligt. Sådan som det er idag:
Først skal jeg have tøjet af. Herefter lyder jeg som et næsehorn i brunst.
Nå,- ned under dynen og finde mine 4 puder frem. To puder og et tæppe skal være min hovedpude. Hvis mit hoved ikke holdes højt nok, kommer der flere anfald af sure opstød. Herefter een pude mellem benene ved knæerne og een i ryggen. Benene skal ligge i den helt rigtige vinkel, for at læg og lår ikke risikerer at gå i krampe. Nu kan jeg være helt sikker på, at samtidigt, som jeg sukker “Ahhh”.. så begynder babyen i min mave at brokke sig, fordi DEN ikke ligger behageligt. Hvis jeg ikke fatter beskeden med små søde spark, så får jeg nogen, så jeg føler luften kastes ud af lungerne, så det er bare med at makke ret. Så må jeg vende mig,- forsigtigt, for hvis jeg bevæger mig for hurtigt, kommer der sure opstød igen.
Efter en tre fire forsøg plejer det at lykkes. Derefter går der 10 minutter.. 10 skønne minutter, hvor hele min sjæl hvisker “sovvveee” i mit øre. Så skal jeg tisse.
Derefter starter hele parole om igen..
Når jeg har moslet med projektet i 20-30 minutter, kommer min kæreste normalt. Før i tiden sov vi lidt skiftevis i hver sin side af sengen,- nu insisterer jeg på at sove yderst. (Det er så svært “elegant” lige at hoppe hen over ham, når blæren trykker kl. 5:00 om natten) Alligevel … selvom jeg egentligt tror, han godt ved det inderst inde, spørger han HVER aften, når han kommer ind i sengen “Skal du sove yderst?” …. Øh.. JA. (Måske er det fordi det ikke er meget lettere at hoppe hen over mig når man ser på størrelsen af min mave efterhånden.)
I gamle dage lå vi ALTID i ske, når vi skulle sove. Men idag – når jeg har været hele mit “vende” ritual igennem, orker jeg ikke også at han nu også skal være til at være en del af “hvordan skal jeg ligge-probematikken”. Det føler han sig naturligvis lidt krænket over.. Han savner jo nærheden. Når jeg så forklare, at jeg har mer end rigtigt nærvær i den baby, han har “puttet i mig” 🙂 ligner han en lille skuffet hundehvalp.
Og så kommer vi til det med “sexet” … Gud bedre det.. For jeg elsker ham jo.. Og jeg har behov lige som han har – selvom jeg – i dette uaftagelige hvalkostume – ikke har så svært ved at undertrykke dem. Så når han forsigtigt begynder at nusse mig.. ligger jeg inde i hovedet og prøver at se alle disse sexede scener, jeg kan for ligesom at hjælpe lidt til,- men hver gang ender det med, at jeg mere tænker på, at “hvis han bevæger mit ben den vej, så går læggen i krampe,- så så skal jeg flexe min fod”.
Det kan være, der er et marked for “sexhjælpeværktøjer for højgravide” – en eller anden mekanisme, der kunne gøre, at man kunne sidde/ligge behageligt, uden at være bange for at mase sit barn – og uden sandsynlighed for pludselige sure opstød/kramper/ plukveer/ “sovende fødder eller hænder” m.v. – så ville sex med partneren gå hen og blive rent svir. Problemet er bare, at uanset hvordan man skulle kunne konstruerer sådan en tingest, så ville den være stor som et ondt år og usexet, så det batter.. Så det kan være, vi bare skal overleve de næste 7 uger uden at brokke os for meget over den del.