For 4 måneder siden fortalte Sanne mig om Katrine – en venindes datter – før jeg skulle møde hende. Hun forklarede om denne solstråle af en pige, Sanne var blevet meget betaget af. Sanne fortalte med åbenlys beundring, hvordan dette pigebarn ufortrødent og uden nogen form for angst, kastede sig ud fra puder og lign. med den sikre forvisning, at blive grebet af mor.. Og det blev hun – hver gang.
Det virker som en evighed siden. Dengang rullede Jonathan – og det var jeg lykkelig for. Jeg end ikke tænkte på, at min egen søn – ligeom lidt – kunne udvikle de samme tendenser. Men nu har Jonathan arvet Katrines manglende angst. Jonathan ved ganske enkelt ikke noget bedre, end at kaste sig bagover – i dødsikker forvisning om, at mor griber.
Hvis man kan få mor til at “tabe” een – og så gribe een igen – så er grinet så højt, at det synger i mit hjerte.. Eller hvad med “Hænge i benene med hovedet nedaf” metoden – også en yndling herhjemme.. Eller “En arm og et ben svinge metoden” Eller bare, når man har hovedet mod mors hoved – at man så bare svinger sig bagover, så man falder nedaf med hovedet.
Jeg tænker det HVER gang: Det MÅ gå galt på et eller andet tidspunkt – men det gør det ikke – for jeg ved instinktivt, hvornår han gør hvad..
Og så glæder jeg mig oprigtigt over hans mos.. for ligesom det var tilfældet for Katrine – således mener jeg også det er tilfældet for Jonathan. Når de kaster sig ud i sådanne farlige “dødsspring” – så er det jo kun fordi de er fuldstændig og aldeles trygge – og de ved, at de kan prøve – selv de farlige ting – sammen med mor – der nok skal sørge for, at verden forblive tryg – selvom når det kilder i maven.