Nogen gange skal der barske beskeder til, at man ser, hvor tilfreds man egentligt er med den verden, men lever i.
Nogen gange glemmer man i hverdagen at sætte pris på, hvor vidunderligt det er, at min kæreste og jeg er forskellige. Forskellighederne kommer mest synligt til udtryk, når vi skændes – fordi vi ganske enkelt har modsatte holdninger til ting. Det er knap så ofte, at vi lægger mærke til, hvor meget vi i det daglige støtter hinanden.
I det basale mener jeg den med at jeg HADER at vaske tøj – han HADER opvask. Jeg tager opvasken – han tager vasketøjet – men i det størrer perspektiv mener jeg også, at hans jordbundenhed ofte er den, der gør, at jeg – når jeg bliver bange og skræmt eller får andre meget voldsomme følelser – hurtigt når sikkert tilbage på jorden.
Jeg giver så ham evnen til at flyve lidt indimellem – at nyde forelskelsen – at elske på månen – at lukke øjnene og være et andet sted.
Normalt lever vi jo bare vores liv. Men når der så kommer en barsk besked.. en besked, der ændre hele vores verden for et øjeblik,- så er det jeg ser, at han og jeg bliver een. Forsigtigt henter han mig ned fra den sorte sky, for jeg græder regn for en hel landsby – og sammen tager vi hinanden i hånden og flygter lidt ind i en fantasiverden, hvor alt kan ske og intet ondt kan ramme os. Nu ser jeg, hvorfor vi er kæreste.. Nu ser jeg det så tydeligt.
Jeg kan ikke forestille mig et liv uden min familie