Vi er til Garden arrangement – og min datter og min søn leger i legestativet. Jeg nyder min datters hjælpsomhed og betænksomhed efterhånden som min søn bliver båret op og ned på gyngetovet med knuden på.

Jeg kan mærke inden i maven, at alt er rigtigt. At min søn har det godt – og at min datter har det ditto. “Mor.. du ER altså irriterende” forklare min datter småsmilende. “Nå” udbryder jeg – og undrer mig. “Ja – altså min lærer i skolen er næsten lige så irriterende”. Og jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at høre, hvad i alverden der er irriterende ved mig.

“Jo mor. Du tilgiver altså så hurtigt.. Det er irriterende – for indimellem ville det være rart at kunne få lov at være vred på dig! Ligesom min lærer i skolen!” forklarer hun. Det øjeblik kan jeg mærke aller inderst, hvordan alle brikkerne falder på plads.

Min datter må på det bestemste godt være irriteret over, at hendes mor ikke er vred på hende. Hellere det end det modsatte

Jeg betragter hende sammen med sin bror – og jeg tænker mit. Hun er en fantastisk pige. Det er så uendelig sjældent at jeg rigtig skælder hende ud – for der er ingen grund til det. Hun gør hvad jeg beder hende om – og hun opfører sig pænt og godt. Jeg er stolt af hende. Hun er en betænksom og stærk pige. Og det er rigtigt. Den ene gang jeg rigtig har været vred på hende, efter vi er blevet alene, var hun tilgivet allerede inden jeg var færdig med at være vred. “Må jeg ikke få et knus” endte jeg mit skæld ud med..

Tænk, at DET kan være irriterende.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *