Vi var til bryllupsmesse igår. Den var hip som hap… Ikke det store. Kjole var ikke speciel morsom at se på, for alle kjolerne osede af slankekurer.
Faktisk blev jeg lidt chokeret – for rundt overalt gik "modeller" med brudeudstyr på. Disse "modeller" var helt unge piger ned til 13-14 års alderen. Det blev jeg faktisk lidt stødt over. At kjolen sidder godt på en 14-årige underudviklet pige, siger vel en hel del om det ideal, jeg som 31-årig kvinde med to fødseler bag mig (til den tid) skal leve op til til mit eget bryllup.. Den er da HELT gal. Jeg VED, jeg er smuk i min alder – men jeg har da ingen lyst til at ligne en 14-årig pige. Det er nærmest blasfemisk.
Heldigvis er det et frit land, og jeg har bare besluttet mig for, at det ikke bliver i den butik, jeg køber min brudekjole.
Der kan jo også være den simpel forklaring, at det er nemmest at få 13-14 årige piger til at gå model en hel dag – gratis. Alligevel mener jeg nu, at det er forkert.
Sex i et parforhold er vigtigt,- meget vigtigt. Og der er ikke noget, som en fødsel, der kan ødelægge en ellers god vane. Uha, hvor jeg har hørt den mange gange: "Efter vi fik børn, gik livet i sengen i stå." Den nægter jeg at stå i. Jeg nægtede sidste gang – og jeg nægter denne gang.
Det, jeg har oplevet er, at sexlivet ikke kommer igang med det samme, fordi kvinden bruger meget energi på babyen,- og manden vælger at holde sig i baggrunden. De første par måneder, virker alt fint, men efter noget tid, brænder kvinden ud – fordi det ER benhårdt alene og kun at være mor til en lille størrelse. Derefter begynder sex at være en handelsvare: "Hvis du tager opvasken, er jeg måske villig til lidt hygge i sengen" – og så er den derude, hvor jeg slet ikke mener, den hører hjemme. Sex er begge partner ansvar. I perioder, hvor den ene er stresset eller følelsesmæssigt meget påvirket, er det den anden parts ansvar at sørge for roen og finde balancen.
Også den med at kvinden sover hos barnet hver nat.. Det er altså også en glidebane. Vi var kærester før vi fik et barn,- og det skal vi også være efter. At barnet er nummer et er een ting, men vi skal også være to, der arbejder for at vores parforhold igen bliver fundamentet, der bærer hele historien.. Og det gøres ikke unden et (vel?)fungerende sexliv.
Sidste gang var jeg så forhippet på at komme igang igen, at jeg "tvang" kæresten til at begynde så småt efter 14 dage. Ikke at det på nogen måde var et kønt syn, eller at det var en oplevelse af nogen art,- men at begynde igen – lige så forsigtigt, – gjorde at vi ikke mistede "taget" – jeg brugte meget energi, på at tænke på, at jeg gerne ville have lyst. Det var for mig vigtigt, fordi jeg havde set parforhold, hvor sexlivet ikke kom igen efter flere år. Jeg siger ikke, at det er løsningen for alle,- men det er bestemt løsningen for mig. Det vigtigste var faktisk beslutningen om, at fødselen ikke skulle ødelægge et godt sexliv. At sexlivet så først igen blev helt optimalt en måned eller 6 efter fødselen, det er så hvad det er – der blev arbejdet på det..