Jeg gik i seng kl. 18:00 igår. Hoved fuld af tusind tanker, jeg ikke kunne dele. Fornemmelsen af den varme dyne,- og mine hænder beskyttende over min mave, gav ro og tro – frem for håb.
Jeg satser mest på, at tage lidt af gangen. Planen er nu, at jeg venter ca. 1 måned fra nu, før jeg fortælle det til min datter. Det bliver en lørdag,- hvor vi tager Lennart Nilssons bog frem – og tegner og fortæller. Derefter skal vi i byen og købe noget babytøj – eller lejetøj, alt efter hvad min datter ønsker at give den lille ny. Tøjet eller lejetøjet, bliver så vores fælles symbol på, at tingene snart vil ændre sig.
Da min datter var i min mave, involverede vi hendes kusine meget i forberedelserne – hvilket siden hen har været til stor gavn for dem begge, eftersom min datter er "kusines" – de to slipper aldrig hinanden helt. Målet er naturligvis at gøre det samme overfor min datter. Dette er først og fremmest min datters lillesøster/bror, alt andet er sekundært.
Vi har også planlagt, at vores datter skal være den, der får lov til at fortælle resten af verden om begivenheden. Men tilbage til det senere.