Det var een af de seværdigheder vi MÅTTE se. Tænk at gå dybt under Paris’ gader – hånd i hånd – måske ligefrem med en beskyttende arm omkring.. og se på udgravninger – og gamle skeletter.

Jeg må indrømme, at den del, hvor man valgte at begrave 1000 og atter 1000’er af franskmænd i forbindelse med sygdom alligevel tog pusten fra os begge.

Til at starte med, virkede det bizart. Voldsomt bizart at knogleben var stablet på knogleben – og ukendtes kranier foran dannede mønstre – som hjerter og kors.

 

Hvordan kan nogen finde på at behandle deres døde på den måde? Hvori ligger rimeligheden? Hvordan ville jeg havde det, hvis det var min farmors kranie, der pludselig blev del af et hjerte – eller midten af et kors? Og hvordan ville jeg havde det med, at hendes ribben og hendes lårbensknogler lå hulter til bulter med 1000 vis af andres anonyme lårben.

Efterhånden var det som om det gik op for een nøjagtigt hvorfor man valgte denne bizarre form for begravelse for så utallig mange mennesker. For det er nemlig det “utallige” – der er det væsentlige. Rum efter rum var fyldt til randen af knogler. Rum efter rum var der flere og flere anonyme døde. Rester fra døde mennesker, der alle er døde under een eneste periode.

Med så ufattelig mange lig – hvad skulle man ellers have gjort? Hvor kan man lave en gravplads stor nok til så ufattelig mange døde? Hvordan skulle man kunne give dem en mere værdig begravelse – så byen har været spækket med døde mennesker?

Det var en hård erkendelse: At begravelsen i dette anonyme sted var en nødvendighed. At man ikke havde andre muligheder, der var rimelige. Og stenpladerne med trøst og guds ord gav fornemmelse af, at da man lavede denne bizarre gravplads – så havde man netop værdigheden med – i så høj grad, det var muligt.

Det var underligt, at træde igennem en tilfældig og helt normalt udseende dør i en gade, hvor livet foregår helt normalt – og naboen er ved at lave boller til når ungerne kommer hjem fra skolen. For her skinnede solen – og her var ingen indikation af, at vi stod bare 20 meter over den største og mest bizarre gravplads, jeg nogensinde har oplevet.

 

/ Ferie, Morten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *