Han er væk lige nu. Han er hos sin søn – og jeg er mutters alene.
Jeg savner ham. Og kan mærke at savnet i maven er en god følelse – en følelse, jeg måske skulle tillade mig selv at finde frem lidt oftere. For savnet fortæller mig noget om, hvorvidt det eventyr, jeg hovedkulds har kastet mig selv ud i, nu også er eet med grobund i en virkelighed, der trods alt dominerer min hverdag.
Jeg savner ham rigtig meget.
Smilet bliver bredt, når telefonen ringer – og han sidder i den anden ende – bare fordi han savner mig. Og samtalen bliver om alt og intet – og lidt mere af noget, ingen af os reelt har interesse i – bare fordi det, at lægge røret – og dermed øge afstanden imellem os, føles ubarmhjertelig og hårdt.
Jeg savner ham RIGTIG meget.. og selvom savn er sundt – så tror jeg det er endnu sundere, når jeg igen kan komme ham nær.