“Så drømmen er stadig at lede et opholdssted?”
Min datter går på efterskolen. Det er sjældent hun er hjemme -og når hun endelig er hjemme, er det sjældent, at det bare er “hende og mig”.
Men lige idag, er hun fanget i fælden. Lige idag er det mor og datter – og julepynten, der har overfaldet stuen.
Og over tomatsuppen og naanbrødet, fik vi en snak om hendes fremtidsdrømme. Hvordan hun ser sin egen fremtid.
Jeg varmede mig i alle hendes ord. For trods sin ungdom og uskyld, så har hun grundigt overvejet, hvad det er, hun ønsker. Hun vil være psykolog – eller psykoterapeut, hvis gennemsnittet forhindre det første. Hun vil have sit eget opholdssted, hvor hun vil hjælpe unge, der har problemet. Hun vil bruge dyr aktivt i en hjælp til de unge. Og selvom moren spørger dumt, om ikke de unge kan finde på at flygte .. til hests, hvis der er heste på stedet, så hun min datter alligevel tænkt sig godt om.
Jeg kan mærke, hvordan hun nærmest selv har fantaseret sig derhen. Hun kender stedet og hun ved nøjagtigt, hvordan det skal være. Hun kan se huset og haven. Hun kender stalden og ved, hvordan værkstedet skal indrettes. Og jeg kan mærke, at jeg bliver helt lykkelig indeni ved tanken om, at hun skal nå sit mål. Hun skal nok finde sin plads – hende min datter. Hun skal nok nå frem. Og hele vejen vil hun kunne se mig på sidelinien – klappe opmuntrende – og være fuld af beundring af, hvor langt hun når.
Det der med at være mor til en, der snart er voksen – der er godt på vej. Det er faktisk rigtig dejligt.