Det er kun et år siden, jeg måtte love min søn, at han ikke behøvede at lære at læse – for DET gad han ikke.Vi lavede en aftale. Han behøvede ALDRIG lære at læse – men vi SKULLE kigge på en side om dagen, for det sagde læreren i skolen.

Den ene side virkede efterhånden – for selvom knægten virkelig ikke gad – så løste bogstavernes mysterie sig efterhånden. Bogstaverne sat sammen, gav ord, ord gav sætninger. Sætninger gav mening.

Og nu sidder min 8 årige knægt der. Indimellem kommer der små skumle grin og skæve smil. Når jeg forsøger at nærme mig, skynder han sig at gemme den selvtiltuskede iphone bag ryggen. Mor skal ikke læse med. For han kan selv.

Og så sidder han ellers der og skriver sms’er til sin far – og til sin søster. Og deres små svare,får min Jonathan til at smile,grine og føle sig som det rene guld.

Det er hans frihed, at han kan læse. Han kan kommunikere med farmand helt uden at spørge mig. Og han kan spørge sin søster om dagen, der er gået, helt uden min hjælp.

 

Og når knægten så er gået i seng, og jeg har generobret min egen iphone, smelter jeg igen ved beskederne han har sendt om, at han savner sin søster – at han elsker hende og farmand. Og selvom jeg egentligt havde besluttet mig for at slette SMSerne, fordi det er hans hemmeligheder – og ikke noget, jeg skal læse med på.. Så kunne jeg alligevel ikke få mig selv til det.

Verden er helt ny -nu når alle bogstaverne giver mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *