“Skatter – hvor er dit penalhus?”
“Det ved jeg ikke” siger mit lange 12 årige præpubertære pigebarn – og fortsætter med at se TV, mens hun skødesløst reder sit hår.
“Jamen, hvor er så din fløjte”.
“Det ved jeg ikke” lyder svaret promte.
Nogen gange tror jeg faktisk, det er det eneste, hun evner at sige. Som om alle andre ord er forsvundet i natten – og tilbage er kun de fire ord:
“Det… ved…. jeg…. ikke….”.
Jonathan er 4 år. Spørger du ham, hvor mors nøgler er, går han systematisk til værks – og han kan typisk fortælle mig, hvor han mener de er. MORS nøgler. Ikke Jonathans nøgler. “Hvor er din ene sok, skat” – “Den er under sofaen” svarer knægten promte, som om det da er almen vide, at det er der sokker er, når de ikke er på foden.
Hvornår dukkede alle disse “det ved jeg ikke” op i hendes hoved? Jeg kan jo godt se en sammenhæng mellem de snakke, vi har om veninder, om følelser, og spirende pubertet.. Om drenge.. og skole og om fritid. Om at være lidt anderledes – og alligevel ikke. Jeg kan da godt fornemme, at efterhånden om tankerne om veninderne, hemmelighederne og hvem er venner med hvem, er kommet IND i hovedet, er alt andet tilsyneladende røget UD.
Men nu ryger hun på kvoteordning. Hun har tre “Det ved jeg ikke” om dagen – og resten af gangene må hun bide sig i tunge – gå ind på værelset – og finde sin fløjte – med det samme og uden “det ved jeg ikke.”
Men hun KAN sige andet. Hun kan f.eks. sige :
“Moar – hvor er mine støvler??”
(ARRRRGGGGHHHHHH)
Jeg er ked af, at ødelægge det gode humør ….. men jeg har en knap 5½ årig herhjemme, som for nylig er begyndt at sige “det ved jeg ikke” til ALT. ARGHHHHH – så slap vi for DEN tur til frisøren, for moderen har da ikke mere hår ……
Jamen så priser jeg mig bare lykkelig for min sokker-og-nøgle-finder, så længe jeg får lov at beholde ham. Inden han fortabes i “Det-ved-jeg-ikke”monsteret kæmpemund.
Ak ja, den ungdom..
Jeg kan lige se generationen på arbejdsmarked, når chefen kommer forbi “Hvor er salgsanalysen?” “Det ved jeg ikke” “Jamen – hvor er KUNDERNE ” … “DET VED JEG IKKE”.. Min gyldne pensionisttilværelse er i fare 🙂 Godt jeg ALDRIG har været sådan . (Og det er så HER min mor IKKE skal give sit besyv med)
Hmmm, måske er det mellem 4 og 5 det sker….her lyder det “Jeg har ledt OVERALT”…..hvilket normalt betyder jeg har lige kigget mig skødesløst omkring… – men glemt at kigge lige foran min næse….
Åhhh.. Kriss.. jeg ORKER ikke to af den størrelse.. Så jeg vælger bestemt at tro, at det er en upræget datter ting – og at det KUN er midlertidigt.
Og samtidigt kan jeg huske, da hun var 7 og skulle til ridning. “Jeg kan ikke finde min ridehjelm” påstod hun hårdnakket – til trods for, at den lå MIDT på hende bord.. og fyldte rundt regnet HELE bordet.. SUK
Mange hilsner
Pernille
*GG*
og her har jeg både en 5-årig og en 3-årig, der hver gang de laver ballade og jeg spørger om hvorfor de gør det, siger “Det ved jeg ikke” …………..
Desværre har du nu slukket mit håb om at det nogen sinde forsvinder igen 😉
Hej Jeanette..
Der kan jeg så dog godt trøste dig. For min 12 årige pige, har RIGTIG godt styr på, hvem der laver ballade. Et er sikkert, der er ALDRIG hende.. 🙂
Mange hilsner
Pernille
Måske i ældre gamle hoveder bare skulle lade være med at stille alle disse spørgelsmål.. For i husker tydelighvis ikke hvordan det er at være ung, da det er for mig at se en millard år siden.. HVis du lige frem gider fortælle andre om din datter som kun kan sige ” det ved jeg ikke”.. skyldtes det mulighvis, og nu siger jeg det som det er, en lille smule ligegald med din datter…
Du kan sagtens fortælle os andre om hendes fejl, men ikke sætte dig ned sammen med hende og måske finde svaret sammen?… :S
Jeg håber bestemt ikke, du mener, jeg udstiller min datters “dårlige evner” .. Det var ikke min mening.. Jeg mener, at den måde hun reagerer på, er ganske normal i forhold til hendes alder. Hun er igang med en rivende udvikling – og tingene raser i hende. Jeg kan se, hvordan hun dag for dag bliver størrer – og dejligere.. Hvordan hun dag for dag bliver bedre og bedre til at argumenterer – og til at passe på sig selv og sine venner.. og når man nu lærer sådan nogle ting, så kan man jo ikke det hele åp een gang – og derfor er det da meget rimeligt, at vi andre holder styr på de mere basale ting for hende ;.)
Desuden er grund nummer et til, at jeg ikke vil have min mors vurdering på ovenstående, at jeg selv udemærket er klar over, at jeg var NØJAGTIG lige sådan i den alder – hvis jeg ikke var værrer. Synes at kunne huske, at jeg ligefrem udviklede et nyt ord fordi “Det ved jeg ikke” ligesom blev for langt at sige.. så det var mere sådan noget” “DETttt ikk”.