Det er tirsdag – min første arbejdsdag denne uge.
Og jeg møder op med verdens ømmeste nakke. Og ikke om jeg forstår det. “Jeg har slet ikke lavet noget, der retfærdiggør den nakke” forklarer jeg. De spørger til julefrokosten – og til hvad jeg lavede – men nej – der er ingen logisk forklaring.
Derefter kommer vi ind på en helt anden historie. Jeg fortæller, hvordan jeg moslede ud af huset lørdag, for at tage imod en gæst, der ankom via tog. Hvordan jeg løb ned af græsset, for at nå at være der, når toget kom – og hvordan jeg skvattede så lang jeg var – så jeg var indsmurt i mudder fra top til tå.. og at det så var min velkomst til min MEGET velkomne gæst: “Velkommen til Casa Mio..” – og så var jeg ellers parat til at give hende et knus – og et mudderbad – alt i en og samme bevægelse.
Min kollegaer grinede højere end først tiltænkt, da jeg fortalte om mig selv som den “tilmudrede snemand”.
“Det er da der, du har slået nakken” konstaterede de bare – og grinede videre.
Hold OP hvor er det pinligt, at jeg ikke selv havde luret den.. For naturligvis er det det fald, der har givet mig nakkesmerter!