Jeg får røde knopper. Jeg ved ikke med dig.
I et lykkeligt favntag med romantiske lys bagved, er det en fornøjelse at være eens skat.. ens pus.
Men når sodavandsmanden kommer – for at leverer sodavand. Ham, hvis fornavn man end ikke kender (og faktisk heller ikke har den store interesse i at lære at kende) så får jeg altså knopper af, at blive kaldt “skat”.
Er det bare mig? Eller er der lidt kvindeundertrykkelse i det?
Hmm så er jeg en mande undertrykker – findes der sådan et ord? – jeg bruger ofte sådanne “superlativer” om mine mandlige kolleger – ISÆR når de skal hjælpe mig med noget;-) men nu også i andre tilfælde. Kommer meget an på situationen vil jeg mene
Jo, men så er det vel mænd, du reelt har et FORHOLD til.. Altså om ikke andet – så venskabeligt .. Det her er en mand, jeg har set 5 gange i mit liv – og jeg har udvekslet MINDRE end 20 sætninger med ham. Og Skat har været fast del i SAMTLIGE sætninger.
Det er sådan noget, der får mig til at blive en ægte furie.
Jeg har altså et navn, og det er godt nok ikke skat!!
Plejer at bruge “lille ven” som svar;-)
Jeg kaldte ham for “Pus”.. Tror ikke han fangede den
Eller også syntes han bare det var hyggeligt:) –
Det er selvfølgeligt okay, hvis det er mellem venner. Men jeg ville blive tosset hvis en eller anden klovn kaldte mig skat eller pus. Til gengæld har jeg en dårlig vane med at kalde folk “søde ven” eller “lille ven” når jeg bliver utålmodig med dem. Faktisk er jeg ret sikker på, at de to begreber kun bruges nedladende?
(Måske undtaget når der tales til børn eller kæledyr?)