Vi træner – Jonathan og jeg. Vi synger alfabetet – og jeg før hvad jeg kan for at lokke ham til at blive interesseret i bogstaver. Men han gider ikke. Han er komplet ligeglad.
“J… O.” prøv at skrive det, lokkede jeg. Og en enkel gang lykkedes det faktisk for mig, at få ham til at skrive hele sit navn – men interessen var væk igen, inden vi nåede at se det endelige resultatet.
Derfor morede det mig endnu mere, igår, da jeg fik en kasse af postbuddet.
Jeg har fundet noget lego, jeg synes, Jonathan skal have i julegave. Jeg har købt tre sæt til ham – og glæder mig som et lille barn til at give ham det. Da jeg kom hjem igår – med Jonathan – stod kassen i gangen.
“Se mor -det er Lego” forklarede min ordblide, alfabetuinteresseret søn. “Hvordan ved du det” spurgte jeg – og så på kassen. Der stod ganske rigtigt “Lego” – men ikke i deres normale logo-bogstaver. Det var en ganske almindelige skrifttype. Og det, der for 14 dage bare havde været at sige “Nej skat – det er garn til mors uldstrømper” kunne pludselig ikke lyves væk så let mere.
Efter adskillige “det er til din ven” forsøg, opgav jeg – og han fik den ene af de tre kasser. Så nu leger Jonathan med sin nye flyvemaskine – som han KNUS elsker.
Heheh smart unge – de ved da også lige hvad de skal gøre 🙂
Jeg har samme “fest” med Øglen, han har lært at se hvor der står Pizza 🙂
Det er ikke altid lige heldigt 🙂