Jeg får stillet mig selv et spørgsmål igen og igen for tiden.
Hvad er det egentligt, jeg vil? Hvad er det min tid her på jorden skal bruges til? Hvis man ikke har italesat forventninger, er der ingen forventninger at skuffe. Omvendt – uden mål, er man den hovedløse høne, der på må og få kagler og løber forvirret rundt.
Af uransaglige årsager, er jeg altid endt på fantastiske hylder rent professionelt. Tilfældet vil, at jeg har lavet ting, andre drømmer om. Haft arbejdspladser, der uden tvivl er de mest spændende – ihvertfald for een med mine interesser.
Omvendt har jeg aldrig rykket mig ret langt på det mere personlige plan. En skilsmisse i bagagen – og et helt liv i en almennyttig lejlighed – bange for at tage springet til en ejerlejlighed eller et hus – fordi jeg dermed knytter bånd til et andet menneske – og skal stole på det andet menneske.
Så som 40 årig er der ingen have. Intet hus og slet ingen friværdi. Omvendt er der heller ingen teknisk insolvens – trods alt. Ingen sommerhus – og bil er det kun blevet til, fordi jeg har fået lov at købe min mors gamle.
Jeg trækker vejret dybt i øjeblikket. Min årsager til ikke at hoppe ud i det, er dybt personlige. Jeg forstår dem godt. Ikke desto mindre er der ikke noget, jeg ønsker mere, end at kaste mig ud i det.
Som elastikspringeren, der står på den sidste afsats – og bare skal læne sig forover. Men jeg tør ikke.
Et skridt af gangen. Jeg har go grund til at tro på dette her. Jeg har god grund til at tro på, at det går godt – at jeg ender et sted, hvor alting bliver, som jeg drømmer om. Men hold op hvor er der langt ned – og hold op, hvor er det skræmmende.