For der går vi – i IKEA. Mig og min handicappede datter. Mens alle andre stormer mod kassen, går A. og jeg stille og rolig – i hendes tempo  for min datter på 16 år har smerter. .

Og da vi går der – i et stille tempo, går vi forbi en gammel dame med en stok. Foroverbøjet og forpint tog hun skridt for skridt.

Og min datter stoppede øjeblikkeligt op. “Vil du ikke ha min arm” spurgte hun. Og damen så op på min datter. “Det behøver du ikke. Jeg skal bare op til kassen. Gå du bare videre ” (.. som tydeligvis var et halvt marathon for hende)”Men vi skal alligevel samme vej.” prøvede min datter igen – og rakte damen en hjælpende støttende arm.

Damen smilede meget meget varmt til min datter. Der er ingen tvivl om, at damen følte, at nogen passede på hende. Nogen så, at det gjorde ondt – at det var svært. Ingen tvivl om, at den taknemmelighed, hun så på min datter med, slet ikke handlede om en arm – men om anerkendelsen .. At blive set.

Damen tog ikke armen. Men min datter tog min. For selvom min datter går bedre end den gamle kone – så går hun bestemt ikke hverken godt eller hurtigt.

Det er MIN datter. MIN. Hold kæft hvor er jeg stolt af hende!

En arm

/ Min datter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *