Første dag i uniform

“Du VRÆLER IKKE!!” Det var en direkte ordre, min datter stak mig, da hun var trukket i uniformen, og vi var på vej mod “Hulen” – gardens hjemsted.

Hun havde ellers klaret morgen godt. Vi skulle møde i Hulen kl. 8, og jeg havde derfor sat vækkeuret til kl. 7. Da min mand så vækkeuret sat til kl. 7 på en søndag, skyndte han sig at slukket det, uden at tænke mere over det. Så det var mere end almindeligt heldigt, at min datter selv havde sat sit vækkeur.

Det er underligt med sådan en pige på 11 år. Var det ikke i forgårs, at hun ikke kunne tage sko og strømper på? Hvor jeg hjalp hende med tandbørsten og måtte minde hende om al ting? Dagene går stærk – for min datter vækkede mig kl. 7:30. “Vi skal altså snart afsted”. Og der stod hun med det største tandpastasmil, vådt nyvasket hår, og en uniform, der i den grad skinnede af at være “ny”. Nu manglede hun bare sin mor. Ikke fordi moren som sådan manglende – men fordi min datter trods alt endnu ikke selv må kører bilen.

Vi vandrede igennem små kolonihaver på Amager – med min datter i skinnende støvler, smuk uniform og en fløjte for munden. Hun tog sit job meget alvorligt. Og jeg smilede og havde lyst til at skrige til folk undervejs “Hun er MIN DATTER.. ER HUN IKKE SKØN!”, efterhånden som vi gik forbi horder af mennesker.

Menneskegrupperne havde een gennemgående kommentar: “Hvor er de dog søde, de små” eller “sikke nogle små ben”. Alt sammen møntet på min datter og to andre unge gardere, der også lige har fået deres uniform.

For første gang nogensinde gik hun ikke 110% perfekt. Indimellem gik hun lidt ude af takt, men hun opdagede det hurtigt selv og fik rettet ind. Der er vel heller ikke noget at sige til det. Det var stort. Tilgengæld var jeg imponeret over hendes fløjteri. Jeg kunne godt høre hende.. og det jeg hørte var fantastisk i harmoni med de to andre fløjter – og de fem trommer.

Det var en træt pige, der hang op af sin mor i bussen på vej hjem. Det er hårdt for små pigeben at så ret og marcherer i timevis. Men smilet om hendes mund var ikke til at tage fejl af. Turen havde været enhver form for ømhed værd – og langt mere til.

I aften står den store prøve. Alle garderne møder op, når der er forårskoncert i det lokale koncerthus. Og jeg glæder mig – for når mørket falder på og spotene står direkte på garderne, kan min dejlige datter ikke se, at hendes mor, skjult i mørket, sidder og fælder en lille stolt tåre.