Når man kæmper for noget..

Et år og to måneder, har hun nu kæmpet med en fløjte, der mildest talt ikke har ville, hvad hun vil. Eet år, hvor fustrationerne har været uden på tøjet -og hvor hun indimellem har HADET sin mor og far.. fordi vi stillede krav.

Min datter startede i Garden sidste år i feb. marts måned. Da hun meldte sig, aftalte vi med hende, at “hun først måtte gå ud igen, når hun havde gennemgået rekrudttiden – og var blevet optaget i garden”.

Hun ELSKER sin garde. Det er så utrolig søde børn, der går der – og sammenholdet er GULD værd. Excersit er hendes speciale. Hun elsker at gå i takt, holde korrekt afstand – og gennemskue formationer. Faktsik så meget, at hun er blevet optaget som aspirant som tambourmajor. Det job, der hele tiden var guleroden for hende. Der går nu 3 år, før hun for alvor vil være den, der svinger stokken, da det kræver meget øvelse at være tambourmajor.. men hun er på vej..

Dog var det hele tiden med det i mente: Hun SKULLE optages i garden – og det krævede 1) At hun kunne sin excersit (Det kunne hun efter 14 dage) 2) bestå fløjteprøven, så hun kunne være en del af tambourkorpset, hvor hun skal gå i uniform og spille med de andre.

Vejen har været lang, for den fløjte har bare været DUM. Faktisk har den i en uge ligget i papirkurven og skulle ALDRIG bruges igen.

Denne weekend har hun været på rekrudtweekend sammen med alle veninderne. De har trænet, set video, trænet, spist Pita brød, trænet, lavet hemmelige pigeting og trænet lidt igen.

Idag blev vi så inviteret til en lille minikoncert. Efter nogle flotte numre, blev alle bedt om at sætte sig.. pånær min datter og en dreng, der spiller trommer.

“I to skal så støvsuge gangen” grinede underviseren. “Nogen der har noget at indvende?”Jeg grinede – og vidste godt, at der vist var mere undervejs.

To trompeter spillede fanfare.

“Tillykke.. I er begge optaget i Garden. I har hermed fortjent jeres uniform!” Derefter kom et brev, en klapsalve og en mor, der svømmede i tårer. Det var vist ikke meningen, men da min datter endlige fik lov at få at gå, moslede jeg hen til hende – og i min desperate kamp for at nå hende, fik jeg vist vippet tre-fire gardepiger af banen, der ellers alle havde tænkt sig samme tanke som mig: At give Gardens nyeste medlem et “velkommenknus”. Jeg fik mit – og overlod hende til et gruppekram.

JEG ER SÅ SKIDE HAMRENDE STOLT AF HENDE!! Jeg er så vanvittig stolt af, at hun gjorde det, selvom hun har haft det så svært. Hun er bestemt ikke bedste venner med fløjten – og alligevel har hun arbejdet sig igennem det. Hun har forstået, at der var noget, der var nødvendigt, for at hun kunne få noget andet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne oplevelse vil hjælpe hende igennem andre gange. Man KAN hvad man VIL.. når man bare kæmper for det!

Jeg har spurgt hende, om hun så vil stoppe nu. “Du må være VANVITTIG” var svaret..

På tirsdag skal hun have sin uniform udleveret. Og allerede på søndag kl. 8, skal hun trække i den for første gang. Og jeg kender en mor, der bliver nødt til at have kameraet med.. for det er en sandsynlighed for at kameraet ikke vælter sig i tårer, som jeg er sikker på moren gør 🙂

En verden af oplevelser ligger for hendes fødder.. og hun har fortjent dem alle, for hun har arbejdet for at få lov at være med.