”Moar –
jeg KEDER mig. Her er KEDELIGT” sagde han, samtidigt med, han trådte ind af døren til sommerhuset. Han nåede kun at sige sætningen færdig, før han fandt bue og pil – og i øvrigt også lagde mærke til, at der stod kasser med lego.

 

Jeg har været ond ved min søn – og mine stedsønner. Jeg har sat dem ind i en bil – og har kørt dem 320 km langt ind i Sverige. Og jeg er ikke ond alene. Min mand er med. 320 km oppe i Sverige har vi ikke adgang til netværk. Playstationen er efterladt derhjemme, mobilerne er slukket og det mobile netværk er slukket på dem – og fjernsynet har kun svenske kanaler.

Det er godt nok kedeligt! Der er ingen GTA. Der er ingen Sims3. Og uanset hvor meget, de forsøger, så er serveren med MineCraft nede. Der er ikke noget at gøre. Ingen elektronik. Ingenting. Det er godt nok kedeligt.

Knægtene havde faktisk kun været her i 2 minutter, før aktiviteterne stod i kø. For hvor lang rækkevidde havde de walkietalkies, der var huset? Og hvor langt kunne den der bue skyde? Og er der køer på marken? Hvad med træet – hvor højt op kan man komme. Og – hovsa – kan man komme ned? Hvordan tackler hende mor-dyret, når tre knægte angriber med våde viskestykker og fluesmækkere?

Der er dømt ”stikket ud” dage i Sverige. Og selvom det er kedeligt at lave stearinlys i kopper med vand – og skærer ansigter ud af græskar – så er det sådan det må være de næste par dage. Der er slukket. Og de tre drenge virker som om det er den største gave, vi kunne have givet dem.
(Selvom Jonathan mener, den største gave, jeg kunne have givet ham er en flyvemaskine)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *