Det er en underlig følelse, sådan at stå midt i drømmen.
Jeg bor, hvor jeg helst vil bo.
Jeg er gift med ham, jeg gerne vil være gift med.
Og mine børn – stedbørn som egen produktion, trives.
“Hvad skal vi drømme om nu? Hvor skal vi hen herfra” spurgte jeg ham om igår, da jeg lå med hovedet i hans skød.
“Kan vi ikke bare være glade for, hvor vi er?” spurgte han ganske fornuftigt.
Tænk – alt det, jeg har drømt om i så mange år. Alt det, jeg har ønsket mig, står jeg midt i. Der er ikke flere mål i sigte. Jeg mangler ingenting. Det eneste, jeg nu har tilbage, er at nyde det liv, vi har fået sat op.
Det føles som om jeg lever midt i en drøm.
Væk mig ikke.
