Klokken blev mange i går. Min datter kaldte mig ind. “Kommer du ikke ind og snakker” spurgte hun. Det gør hun tit – og det er netop der – under dynen, når dagen er forbi, at de aller bedste samtaler kommer. Jeg elsker det.. og det gør hun også.

Min datter ved godt, at jeg har lavet radio. Og i går skulle hun så have alle anekdoterne.

Og jeg svømmede hen i alle minderne.

Jeg husker, hvordan jeg på min 15 års fødselsdag (Eller var det en senere fødselsdag?) ringede til den lokale radio: Farum Lokalradio. DJ’ene ønskede mig tillykke, og spurgte hvornår jeg kom med lagkage. Jeg var frisk i den alder – og sagde “Gi mig adressen”. Jeg pakkede lagkage – og min veninde og så dog vi ellers til Farum, hvor vi serverede lagkage for Mikkel Semark og Thomas Madvig.

Senere ændrede Farum Lokalradio sig til NewFM – og der blev jeg så DJ sammen med Finn, der så også endte med at blive min kæreste.

Første gang vi skulle sende, sad jeg i et rum med 8.000 knapper. Finn mente, at “learning by doing” var smart, så da han havde brugt en time eller to på at sætte mig ind i diverse knapper, kiggede han på mig og sagde “Nu kører jeg. Jeg er kun et telefonopkald væk”. Og så kørte han.

Jeg huske kun ALT for tydeligt, hvor desperat og famlende jeg derefter var. Hvor meget stress helt nøjagtigt, jeg havde. Og jeg husker kun ALT for godt, da Finn så ringede til mig og spurgte hvordan det gik. Jeg kunne forklare ham, at jeg endelig havde fået rimelig styr over situationen – og nu mente, at det kørte rimelig godt. Hvorefter han sagde “Prøv lige at hør på det, du sender lige nu. ”

Jeg fik trykket radioen i mine hørebøffer, og kunne herefter glimrende høre, hvordan “First Love, first time” blev spillet på ALT for lav opdrejning, så den kække smukke kvindestemme, nu var blevet den dybeste basmandestemme… og grunden til min manglende stress ganske enkelt kom af det faktum, at den plade, der burde varer 5:22 minutter – nu kom til at værer 10:44 minutter. Så har man jo go tid 🙂 “First Time” er aldrig før hørt i den version 🙂

Eller da jeg i 8. klasse kom i praktik på den tv-station, der dengang hed “Kanal 2”. Hende, der skulle følge mig i ugen, var syg, så Bubber tilbød at tage over. Det var før han blev kendt, men ugen bød på utrolig mange oplevelser med mennesker, jeg efterfølgende har set fare til himmels med deres talenter. Og hvordan jeg hurtigt fandt ud af, hvem af dem, jeg har respekt for – og hvem, der ikke er værd at have respekt for. Men jeg var bare 14 år – så hvad vidste jeg? Og Bubber. Jeg fik den største respekt for ham og hans indsats. Han åndede og levede for de programmer han lavede dengang. (Det var før badekarret. Dengang lavede han ungdomsudsendelser)

Og efterhånden som jeg fortalte min datter alle mine historier.. opdagede jeg flere ting. Først og fremmest, har jeg faktisk haft en ungdom, hvor jeg har oplevet utrolig meget – i den retning, hvor min interesse ligger. Jeg kunne pludselig se, at selvom jeg ikke tænkte over det dengang, så lagde jeg selv vejen frem. Jeg befandt mig på den vej, der måtte føre til det, jeg efterfølgende fik lov at prøve.

Men jeg kom også i tanke om, at der er en gnist i mig, der er væk. Hvor den forsvandt, ved jeg ikke helt. Jeg ved, det hænger sammen med, at jeg engang havde brug for at blive elsket “af alle” – og da jeg fik min datter fandt jeg ud af, at den eneste, jeg har brug for at blive elsket af, er mine aller nærmeste. For den kærlighed, man får fra mennesker man ikke kender, der anerkender een for noget man laver, kan slet ikke måle sig med det nære.. det ægte. Og i erkendelsen af det, forsvandt mine ambitioner.

Der er så mange ting i min ungdom, jeg håber, min datter aldrig kommer til at opleve. Der er så mange nederlag – og følelser, jeg ønsker, hun må undgå. Men der er egentlig rigtig mange oplevelser, jeg ønsker hende. Jeg under hende bestemt, at kunne fortælle historier for sin datter om 25 år, som jeg fortalte dem igår.

Om hendes så skal handle om de kommende stjerner -eller om et andet felt, hvor hun ønsker at blive god, det er jo hende, der skal definerer det. Men jeg håber, hun får oplevelserne.

 

6 Replies

  1. Det da løwn, Pernille! Det tog mig lige tilbage til mit værelse i Rustenborg, med lektielæsning til lokalradio’en, med en ung Madvig (der boede i samme blog som mig!!)
    Hvor er verden i grunden lille 🙂
    Der er mange ting, vi ikke håber vores børn kommer til at opleve. Men mon ikke, de også kommer levende igennem den første kærestesorg, nederlagene og alle de andre ting, når vi gjorde? Vi står jo klar med trøst og omsorg.

  2. Det håber jeg bestemt 🙂
    Og ja – verden er ubeskrivelig lille 🙂 Det underlige er, når man ser sig omkring og ser, hvem der er blevet berømte og hvem der ikke er: Det var sgu ikke lige sådan at forudse dengang..
    Mange hilsner
    Pernille

  3. Det var gode dage nede i det gamle bindingsværkshus i hovedgaden. Sammen med Finn og Claes og Særmark og alle de andre 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *