Den årlige undtagelsestilstand

To biler stod imorges strategiske velplaceret og spærrede for vores indfaldsvej. De var endt der, fordi traktoren, der skulle have fjernet sneen bare lidt, selv sad fast i sneen.

Sneen gjorde alt rent og ikke mindst stille. Ganske, ganske stille kørte bilerne forbi mig på gaden. Både fordi sneen lydæmper alt – men også fordi ingen turde bremse, skifte gear eller i det hele taget rører rattet af frygt for at ende, hvor andre biler var stoppet før.

Stationen var proppet med mennesker, der gerne ville afsted – og som alle ventede tålmodigt. Alle samtalerne med arbejdsgiverne blev foretaget sagte – og med et smil på læben. For kong vinter kan ingen af os besejre. Der er ikke noget at gøre. Vi må bare indordne os – også selvom hele verden og alt hvad der er normalt, for en stund ændre sig.

Som ægte vinterhygge blev det besluttet, at vi skulle have pandekager til aftensmad. Manden gik i byen. Først og fremmest var adskililge af de små specialbutikker allerede lukkede, trods der var timer til deres reelle lukketid. Og alle dagligvarerbutikker manglede mælk. Mælkeleverancerne havde ikke kunne komme frem. Overalt gabende tomme mælkekøleskabe.

Vi fandt noget miks, hvori der kun skulle vand – så vi klarede krisen – og fik vores pandekager – og varme cacao.

På den ene side er det uhyggeligt, hvor lidt der skal til, før verden stopper helt op. Min verden.. På den anden side så er det lidt hyggeligt at verden sådan for en stund går i stå.. og lader sig omfavne af vinteren.