“Mor, det har bare været en super dag” sagde min datter, da hun kastede tasken fra sig og småløb ind til mig. Hun havde ikke tid til at smide hverken jakke eller sko.
“Vi lavede et legehus i Klubben. Det er en konkurrence, hvor man skal bygge det fineste af træ – og imorgen finder de vinderen.”
Hun var blevet hvirvlet ind i et projekt, en snedig pædagog, havde iværksat. Ikke mindre end 15-20 projekter – hvor hvert projekt har mellem 1 og 10 deltagere havde knoklet som besatte, for netop at lave deres “træting” færdig til idag.
Min datter var startet op selv. Et legehus ville hun lave – lettere inspireret af et andet hold, der var igang med det samme. Hurtigt kom en veninde til – og derefter een til. Nu er hverken min datter – eller hendes veninder – kendt for præcision og derved var de pinde, der var sat på legehuset, da heller ikke hverken lige eller i vatter. Faktisk måtte de redde huset adskillige gange, efterhånden som huset væltede til både den ene og den anden side.
“Men mor – selvom det er skæv, som tårnet i Pisa – så er det stabilt nu” forklarede hun ivrigt.
Og for en gangs skyld var der plads til mor. Hun havde tid og plads til at følge mig med over i klubben, så jeg kunne beundrer deres kunstværk. Der er slet ingen tvivl om, at de har brugt timer og atter timer – og der er heller ikke tvivl om, at der er blevet grinet godt og grundigt undervejs.
Idag skal der kåres en vinder. Min datter har store forhåbninger – og glæder sig meget til at alle deltagerne skal spise chips og drikke sodavand til en lille reception.
Hendes projekt er flot – men det er alle de andres også. Og det er hverken snedker eller tømre, min datter skal være når hun vokser op. Derfor kan man jo sagtens have det sjovt med træ alligevel.
Jeg håber, jeg får en lige så lykkelig pige hjem idag. Efter chips og sodavand – og uanset om hun kommer hjem med en medalje eller ej.