Jonathan vækkede mig med et “Mig vil ha brød – og hugurt!” En normal morgen ville jeg nok have tendens til at sige “ja skat… lige om lidt.. mor skal lige..” men ikke idag. Idag var det med et stort smil og en glad mine – at vi hoppede ud af vores lune dyner, for at skaffe drengen franskbrød og yougurt.
Jonathan var nemlig mere syg igår, end jeg nogensinde kan huske, han har været før. Ikke at det var noget alvorligt. Bare høj høj feber, der gjorde at han ganske frivilligt blev hele dagen i soveværelset – under dynen – og eneste underholdning, ud over mor, far og søsters kærlige aen over hans hoved, var tv’et.
Men med et – og en enkel nats ekstra søvn – er sygdommen væk, og Jonathan, som vi alle kender ham, er tilbage. Kan man andet end at være fascineret af ungernes evne til lynhurtigt at blive syge bare for lige så lynhurtigt at blive raske igen?
Eneste kriger, der stadig er falden, er manden min. Jeg blev hjemme fredag, fordi jeg kunne mærke lidt sygdom. Og Jonathan var så dårlig, at jeg var ked af at skulle “læsse ham af hos farmor”. Han havde til fulde brug for mors opmærksomhed. Og eftersom jeg var “lettere påvirket” var det naturligt, at det var mig, der tog tjansen.
Jonathan og jeg sov til kl. 12 fredag – og derefter jeg var frisk. Jeg var kun lige ude af sengen, før manden ringede hjem, for at bede om te og omsorg. Nu var det hans tur – og han er så fortsat den eneste, der stadig ligger.. men jeg må indrømme, jeg har ham mistænkt for at nyde godt at husets serviceniveau for syge – mere end han reelt er syg.. så mon ikke han komme op i løbet af dagen?
De MÆND;)
Hej Pernille!
Hvor er det godt at høre, at Jonathan atter er på toppen, og du har ret; det er godt, at de ofte hurtigt er på benene igen.
Værre er det jo med mændene 😉
Der er intet som et frisk barn efter sygdom..
Og der er intet som syge mænd…..