Invitationen til gårsdagens arrangement kom for 10 dage siden. Morfar forklarede i telefonen, at han igen i år ville afholde en konkurrence. Og at konkurrencen skulle være med spørgsmål. Vi skulle så hver have et emne, som vi særligt var interesseret i og vidste noget om – og det emne måtte vi gerne hurtigst muligt videregive til ham, så han kunne lave nogle spørgsmål.

Ork – jeg vidste med det samme, hvad mit emne skulle være: PHP og MySQL. Datterens kunne vi også lige godt tage, når vi nu var igang: HTML.

Min far var på fallittens rand, da han til sidst kom på en løsningen: “Det må ikke være FORKORTELSER”. “Okay” mumlede jeg og sagde. “I så fald er datterens emne hypertextmarkup sprog” Jeg kunne mærke sukket i den anden ende af røret, allerede inden jeg udtalte ordene færdige.

Lident hjalp det, at jeg forklarede ham, at mit emne ville være “databaser”. Jeg tror han havde håbet på emner som “Ditte Menneskebarn” og “Bill Clinton som præsident”.

Vi var kun lige ankommet igår, da han forklarede, at projektet med spørgsmålslegen var skinlagt. (Mon ikke vi reelt vidste det på forhånd?) En anden og bedre leg havde fundet sin endelige form. Frem tog manden 20 flade pakker. “I 10 af dem er der måske 5 millioner” grinede han. Der var blevet købt 10 skrabelod – og det var nu vores opgave at finde dem. “Vi spiller terningespil om dem. Hver 6’er giver en pakke med et bogstav på. Når alle pakkerne er fordelt sætter vi æggeuret på ti minutter”

“Jeg vil give en ledetråd” sagde han skælmt. “Byen har en sportsgren i første division”.

Tænk – jeg tror, jeg kan få læserne på min side, når jeg nu forklarer, at min bror er sportsjournalist, hans hustru er ivrig ex-elitesportsudøver – mens alle vi andre er så ligeglade med sport, at vi end ikke gider dyrke det! Dette hint var ganske enkelt ikke rimeligt – på nogen måde.

Efter 10 minutters debat om rimelighed, gav han sig: “De producerer også pumper her i byen”.

Og tænk: Denne gang tror jeg igen, jeg har læserne på min side: Min svigerinde er ingeniør med undergrunden som speciale. De pumper, Jan og jeg primært beskæftiger os med er ting som cykelpumper og luftpumper til luftmadresser. På begge disse står der “Made in China”.

Ikke desto mindre havde undertegnet en ide om, hvad by, der måtte gemme sig virvaret af bogstaver på bordet.

Kampen var intens til sidste øjeblik. Jeg havde mig en fornemmelse af hvilke bogstaver, jeg skulle gå efter – og jeg kunne se, at min bror ærgede sig meget over, ikke at have flere 6’ere, for ingen tvivl om, at han havde fundet byens navn. Min datter var den bedste “indsamler”. Hun skævede ikke til bogstaverne, men ragede til sig i en grad, at uanset hvilken by, der måtte gemme sig bag bogstaverne, så var nogen af hendes bogstaver korrekte.

Line derimod formåede ganske enkelt ikke at slå en 6’er. Og da hun endelig slog een 2 minutter før tid, var der jubel omkring bordet.

Endelig ringede uret – og det var tid til at finde ud af, om nogen omkring bordet var blevet millionære. Jeg havde 4 bogstaver – og bag tre af dem gemte sig skrabelodder. Og een af dem var der ligefrem gevinst.

Line, der blafrede med sit ene lod, pakkede op, for at konstarterer, at hun havde fået et udklippet papstykke… hmm.

Byens navn var Bjerringbro..

Og den opmærksomme læser vil nu se, at der er 11 – og ikke som først forklaret 10 bogstaver i byens navn. Dette gjorde jo ikke ligefrem opgaven nemmere 🙂 (Faktisk kom undertegnet frem til, at jeg ikke kan finde eet eneste dansk bynavn med 10 bogstaver i!!)

/ Hjemme hos os

12 Replies

  1. Der blev på forhånd lavet en aftale om, at hvis man vandt 100.000 eller over – så skulle 10 eller 20% af gevisten gå videre til resten af selskabet.. Hvis vi havde vundet 5 mill. var det vel rimeligt, at alle fik lov at mærke det 🙂

  2. Ej, jeg snød – jeg tog en kalender og kiggede lynhurtigt dem, jeg kunne nå, før jeg halsede ud af døren… 🙂

  3. Men VAR der nogen af jeg der fik de 5 millioner?
    Synes egentlig det er ganske hyggeligt med nogen lege, og morfar har sikket hygget sig gevaldigt med at forberede den. Om ikke andet kan I drille ham fra nu af og ind i næste årtusind med at han ikke kan tælle til 11:-))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *