Jeg har været til forældremøde med min store pige idag. 1.HF. Vel og mærke efter seks helvedes måneder – og 1HF hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt hun kunne rejse sig – og ikke mindst – læse.
“Ja – du er jo nok ikke i tvivl om, hvad jeg vil sige – for jeg er ikke i tvivl om, at det må du have hørt MANGE gange før” startede dansklæreren. Det var underligt – for jeg var faktisk ikke i tvivl om, at det hun ville sige, bestemt ikke er noget, jeg har hørt “specielt mange gange før”.
“A. er en rigtig, rigtig god elev”. Og så kom superlativerne ellers så man kunne høre damen havde gået på uni. Der var ingen grænser for, hvor fantastisk deltagende, inteligent mv. min datter er.
Det, jeg egentligt blev mest rørt over, var det, læreren lagde mest vægt på. “A har en utrolig almen viden. Det gør det nemt at undervise hende”
Den almene vide har hun fra mig. Fra alle vores 100000 samtaler. Fra alle de gange, vi har talt om politik – om hvordan folketinget er opbygget, hvordan verden ser ud osv. osv. “Ja ja mor – jeg HAR også læst bøger” kan jeg næste høre hende side. Men selv der, er det mig, der har skubbet. Og helt ærligt: Jeg er sgu stolt af hende – og jeg er stolt af at være hendes mor – som har givet hende en god ballast.
Alle lærer var enige: A skal på universitetet – og to ud af tre mente også at hun ville få gennemsnittet til at blive psykolog (Den ene mente, at hun MÅSKE måtte studere i Århus) Den sidste – hendes matematik lærer – mente at hun ville falde i karakter, fordi hun skal have matematik på B – mod C nu. Men jeg tror min datter ender med IKKE at tage matematik på B. Det kommer til at koste en tur på HF enkelfag bagefter – men kan redde hendes samlede gennemsnit. For på C-niveau kan hun snildt skaffe sig det 10 tal, der er nødvendigt.
Jeg er mor til hende eleven, som alle lærerne er vilde med, fordi hun er deltagende, fordi hun forstå og fordi hun har en bred almen viden.
Prøv, om jeg er til at skyde igennem!